Det gik ikke stille for sig, da Tivoli slog dørene op til denne uges udgave af Fredagsrock i den gamle have.

For allerede inden klokken slog 22.00, var Tivolis personale og Københavns Politi kommet på overarbejde, idet det vrimlede med unge mennesker, der skulle opleve Andreas Odbjerg og Artigeardit.

Tivoli måtte derfor lukke dørene klokken 20.19, men det satte dog ikke en stopper for, at der kom flere mennesker ind i haven.

Billeder viste nemlig, at unge mennesker alligevel forsøgte at feste med ved at hoppe over hegnet til den gamle have og samt snige sig ind af gittersluser.

Tivolis pressechef Torben Plank bekræfter over for B.T., at nogle har forsøgt at snyde sig ind i haven af andre veje og understreger, at de tager sagen meget alvorligt.

»Vi har haft nogle, der har forceret vores hegn og sideindgange, og det er noget vi ser ret alvorligt på. Det er jo ulovlig indtrængning, og det er noget politiet bliver sat på. Det vil vi slet ikke acceptere.«

De udbudne gæster vil derfor blive anmeldt til politiet.

Torben Plank fortæller ydermere, at man fra Tivolis side har oplevet en generel god stemning i haven fredag aften – på trods af de udbudne gæster, lange køer og afspærrede veje.

Særligt i forhold til i sidste uge, hvor Fredagsrock var præget af uroligheder og flere anmeldelser om slagsmål.

»Vi har konfiskeret langt mindre end i sidste uge og har det klare indtryk, at de gæster, som havde hørt vores budskab om at komme tidligt, faktisk har vist en rigtig god adfærd her til aften. Vi har også observeret mange unge i selskab med voksne, og det glæder vi os også meget over,« fortæller han.

Som følge af de mange koncerthungrende gæster, som havde fundet vej til Tivoli fredag aften, var der desuden lange køer, der strakte sig hele vejen fra Rådhuspladsen og hen til Tivolis hovedindgang.

Det skabte derfor kaos på vejene omkring Tivoli, og derfor måtte Københavns Politi spærre Vesterbrogade af fra begge sider for at holde ro og orden.

Andre læser også