En sur smiley og en bøde på 5000 kroner.
Det er, hvad Fødevarestyrelsen kvitterede med efter deres seneste kontrolbesøg hos Restaurant Slotskroen i Randers.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Under besøget, der fandt sted den 14. september 2021, kunne Fødevarestyrelsen nemlig konstatere, at kroen ikke udførte tilstrækkelig rengøring.
Det fremgår af kroens kontrolrapport, hvor der blandt andet står skrevet, at der var 'sorte skimmellignende belægninger indvendigt i isterningsmaskinen' samt 'kraftige rødlige belægninger indvendigt i opvaskemaskinen'.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Fødevarestyrelsen svinger forbi med en indskærpelse vedrørende kroens rengøring.
I starten af september – og dermed for mindre end en måned siden – blev der nemlig også fundet snavs i restaurantens køkken, og fordi de ikke havde fulgt op på det, udløste det altså en bøde og en sur smiley denne gang.
I kontrolrapporten står det desuden skrevet, at Restaurant Slotskroen har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det betyder derfor også, at myndighederne nu har mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug, hvis det skulle ske igen.
TV 2 Østjylland har været i kontakt med Michael Samblesen, som er indehaveren af Restaurant Slotskroen i Randers, og han tror ikke, at det kommer til at ske. Han erkender dog alligevel, at rengøringen ikke har været tiptop. Det fortæller han til TV 2 Østjylland.
»Vores rengøring har ikke været ordentlig, og vi har ikke været grundige nok. Nu har vi optimeret rengøringsproceduren og bragt forholdene omkring ismaskinen og opvaskemaskinen i orden,« siger Michael Sambleben til TV 2 Østjylland.
Restaurant Slotskroen i Randers håber derfor også, at de kan se frem til en glad smiley efter næste besøg.


