I weekenden langede en tidligere jobcenterchef kraftigt ud efter sin forhenværende arbejdsgiver Tårnby Kommune.
Nu er en forvaltningschef blevet flyttet fra sin stilling, kan mediet Den Uafhængige fortælle.
»Vi er i den situation, at vi her til morgen (fredag red.) fra flere kilder i og omkring forvaltningen og kommunen kan bekræfte, at den forvaltningschef som Bo Hammer anklagede for at skabe dårligt arbejdsmiljø, bliver flyttet fra sin stilling.«
Sådan lyder det fra journalist Jakob Frausig Simonsen i fredagens udsendelse af radioprogrammet 'En Uafhængig Morgen'.
I weekenden beskyldte den tidligere jobcenterchef Bo Hammer sin forhenværende arbejdsgiver Tårnby Kommune for 'lemfældig omgang med EU lovgivning' i et LinkedIn-opslag.
Mandag deltog Bo Hammer desuden i radioprogrammet 'En Uafhængig Morgen', hvor han fortalte, at han mener, at udbudslovgivningen er blevet omgået i kommunen, og at han ved flere lejligheder ikke har kunnet nikke genkendende til indholdet af referater fra møder, som han har holdt med forvaltningschefen.
Efterfølgende udsendte kommunen en pressemeddelelse, hvori kommunen forholdt sig til kritikken.
»Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer med videre for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende,« lød det blandt andet fra kommunen.
Jobcenterchef Bo Hammer stoppede fra sin post tidligere på måneden, hvor han indgik en fratrædelsesaftale med Tårnby Kommune.
Og nu bliver en forvaltningschef i kommunen altså flyttet fra sin stilling.
Ifølge Den Uafhængige var medarbejderne fredag morgen indkaldt til møde, hvor det blev fortalt, at forvaltningschefen vil blive flyttet fra sin stilling.
Hvorvidt den pågældende chef vil blive flyttet til en anden stilling i kommunen, er dog endnu uvist.