En tidligere jobcenterchef langer kraftigt ud efter sin forhenværende arbejdsgiver Tårnby Kommune, som han beskylder for ‘lemfældig omgang med EU lovgivning'.

Det har nu fået kommunen til at udsende en pressemeddelelse, hvori kommunen forholder sig til den kritik, som den tidligere jobcenterchef har affyret på det sociale medie, LinkedIn.

»Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer med videre for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende,« skriver Tårnby Kommune.

Jobcenterchefen, Bo Hammer, stoppede fra sin post tidligere på måneden, hvor han indgik en fratrædelsesaftale med Tårnby Kommune.

Ved du noget om sagen, eller har du andre historier fra københavnsområdet, som du synes, B.T. skal dække? Så må du gerne skrive på tipkbh@bt.dk.

Kommunen oplyser, at Bo Hammer har fået en fratrædelsesaftale, som indebærer, at han modtager et års løn fra kommunen i henhold til sin ansættelsesaftale.

»Kommunen har ikke yderligere kommentarer til, hvorfor det var nødvendigt at indgå aftalen men kan bekræfte, at det skete på kommunens initiativ,« lyder det.

Reaktionen fra kommunen sker efter, at Bo Hammer i weekenden offentliggjorde sit farvel til Tårnby Kommune.

Her lod han vide, at han var ‘ked af som embedsmand at måtte henvende sig til de centrale myndigheder omkring forvaltningens lemfældige omgang med EU-lovgivning, beskæftigelseslovgivning og anden lovgivning'.

»Det var nødvendigt da the Tårnby law rules,« skrev han.

I radioprogrammet 'En uafhængig morgen' uddybede han desuden mandag, at han mener, at han også har oplevet, at udbudslovgivningen skulle være blevet omgået.

Han tilføjede desuden, at han ved flere tilfælde ikke kunne nikke genkendende til indholdet af referater af møder, som han skulle have holdt med forvaltningschefen.

»Det lyder næsten for fjollet,« indledte han, før han beskrev, hvordan han oplevede, at referaterne i hans optik ikke blev baseret på virkeligheden. Hvordan de syntes som beskrivelser af møder, han i hvert fald ikke havde været med til.

Tårnby Kommune oplyser i sin pressemeddelelse, at det var Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Bo Hammer kontaktede forud for sit exit.

Jobcenterchefen anmeldte Tårnby Kommune for ‘nogle uregelmæssigheder,’ lyder det.

Det betyder at kommunen nu skal redegøre for situationen. Fristen lyder på 4. oktober.

I forhold til kritikken af at Tårnby Kommune ikke har sørget for de lovpligtige udbud, svarer Tårnby Kommune i pressemeddelelsen:

»I forhold til dette kan det oplyses, at dette forhold er behandlet på et åbent punkt den 23. februar 2021 i Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget og den 10. marts 2021 i Økonomiudvalget, hvor der også er godkendt en plan for at få gennemført de nødvendige udbud – en plan der nu er ved at blive implementeret.«

»Resten af kritikpunkterne vedrørende lovmedholdeligheden vil kommunen vente med at kommentere på, til revisionen har færdiggjort deres arbejde. I forhold til Bo Hammers kritik af kommunen for dårlig ledelse, tager vi naturligvis også dette meget alvorligt, og vi er i gang med at undersøge kritikken nærmere.«

B.T. har bedt Tårnby Kommune om en uddybende kommentar.