Der var lagt op til et gastronomisk drømmesamarbejde, som skulle få smagsoplevelserne til at nå nye højder.
Men nu er det slut.
Den danske biotekgigant Novonesis trækker sig fra alle planlagte arrangementer med stjernerestauranten Noma.
Det oplyser virksomheden til B.T.
»Alle vores partnere forventes at overholde vores Business Partner Code of Conduct, der sætter klare standarder for sikre arbejdsforhold,« indleder virksomheden et skriftligt svar til B.T.
Udmeldingerne kommer få dage efter en opsigtsvækkende artikel i The New York Times.
Her fortæller 35 tidligere ansatte og praktikanter, at de mellem 2009 og 2017 oplevede både fysisk og psykisk mishandling i køkkenet.
Omkring 30 af dem kalder det endda »rutine«, at medarbejdere blev slået af Noma-medejer René Redzepi eller andre ledere i køkkenet, og flere siger, at de blev stukket med køkkenredskaber.
Andre beretter om, at de blev truet med at blive sortlistet i branchen, få deres familier deporteret eller ægtefæller fyret fra deres arbejde.
Det er på baggrund af de afsløringer, at Novonesis ikke længere kan se sig i projektet:
»Når der rejses spørgsmål om, hvorvidt disse standarder bliver overholdt, tager vi det meget alvorligt. Vi følger situationen tæt og har trukket os fra alle planlagte arrangementer,« lyder det i svaret til B.T.
Samarbejdet mellem Novonesis, der er blandt Danmarks største virksomheder, og Noma blev ellers lanceret med store armbevægelser i oktober 2025.
Planen var, at Novonesis’ enzymeksperter skulle hjælpe Noma med at nå nye gastronomiske højder og udvikle nye produkter til Noma Projects-linjen.
Tirsdag kom det frem, at også American Express og servicevirksomheden Blackbird, dropper sine sponsorater til restaurantens eksklusive pop-up-middag i Los Angeles.
Efter afsløringerne i The New York Times har René Redzepi selv erkendt, at hans adfærd tidligere har været problematisk.
'Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er dybt ked af det, og jeg har sidenhen arbejdet på at forandre mig,' skriver han blandt andet i et opslag på Instagram.
Noma har samtidig understreget over for DR, at de omtalte episoder ligger 10 til 17 år tilbage i tiden og ikke afspejler restaurantens arbejdsplads i dag.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Noma ovenpå Novonesis aflysninger.


