I takt med at den politiske del af minkskandalen bag S-regeringens nedrullede gardiner bid for bid bliver afdækket for offentligheden, stiger frustrationen til nye højder blandt minkavlerne.

For samtidig med, at de i disse døgn arbejder uret rundt både dag og nat for at aflive hvert eneste af de dyr, som ellers er resultatet af 90 års unikt dansk avlsarbejde, føler minkavlerne sig slet og ret ført bag lyset af de bestemmende politikere, som viser sig slet ikke at have haft lovgrundlaget på plads til at beordre et helt erhverv slået ihjel.

34-årige Jens Jensen, som sammen med sin 77-årige far Jørgen driver Åskovgård Mink ved Ørbæk på Fyn, er en af de mange, som har endog meget svært ved at se logikken i, hvad der foregår lige nu.

Og hans nabo og kollega Peter Vestergaard, 56, har det på samme måde.

Ingen af Jens Jensens 75.000 mink fejler noget. Men om få dage er samtlige aflivet.Foto: Jens Anton Havskov
Ingen af Jens Jensens 75.000 mink fejler noget. Men om få dage er samtlige aflivet.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Jens Jensen knokler sammen med familie, ansatte og hjælpsomme naboer som bl.a. Peter Vestergaard for at nå at have aflivet samtlige den fynske avlers 75.000 mink senest mandag.

Det betyder nemlig, at Jens Jensen kan få en 'tempobonus' på 20 kroner pr. skind.

Altså i hans tilfælde en samlet bonus på 1,5 millioner kroner ud over selve erstatningen for tabet.

Jens Jensen forsikrer, at de nok skal nå det til tiden, men det er med stærkt blandede følelser, de mange raske mink en efter en bliver aflivet.

Jens Jensens mink på lit de parade. Foto: Jens Anton Havskov
Jens Jensens mink på lit de parade. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Både fordi det er hans egen virksomhed, hvor han kan gå time for time og se dem blive slået ihjel. Og fordi regeringen slet ikke har haft styr på sine ting.

»Jeg overholder min del af aftalen. Så forventer jeg også, at regeringen overholder sin,« siger Jens Jensen og understreger dermed, at han forventer at få udbetalt sin lovede bonus, selv om der slet ikke er lovgivet om det endnu.

»Jeg har det rigtig, rigtig skidt med at skulle aflive alle mine dyr. Det er dybt frustrerende. Og at lovgivningen så viser sig ikke engang at være på plads, gør mig faktisk gal. Men vi kan jo ikke stoppe nu. Jeg kan slet ikke forstå, at det kan lade sig gøre i Danmark, at man ikke kan stole på politikerne. Jeg troede kun, den slags var noget, der foregik i en sydamerikansk bananrepublik,« siger Jens Jensen.

Han lægger ikke skjul på, at han er dybt skuffet over, hvad han og alle hans kolleger bliver budt i den her tid fra Christiansborg.

Da minkene på Åskovgård ved Ørbæk intet fejler, bliver skindene flået og solgt som normalt. Men det bliver aller sidste gang. Om få dage er dansk minkavl nedlagt for altid.Foto: Jens Anton Havskov
Da minkene på Åskovgård ved Ørbæk intet fejler, bliver skindene flået og solgt som normalt. Men det bliver aller sidste gang. Om få dage er dansk minkavl nedlagt for altid.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Med direkte adresse til statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes fulde ansvarsplacering hos fødevareminister Mogens Jensen (S) siger Jens Jensen:

»Jeg har altid haft stor respekt for folk, der har begået en fejl og så bagefter vedgår sig det. Folk som kommer og siger: 'Ved I hvad, det er min skyld, og det er mit ansvar’. Men jeg har altså ikke ret megen respekt for folk, der tørrer deres egne fejl af på andre. Jeg har virkelig mistet meget for den dame efter det her,« siger han.

Naboen Peter Vestergaard og hans familie sagde for et par dage siden et tungt farvel til deres sidste mink på farmen.

»Da vi kom til den allersidste, kiggede vi lige på hinanden. Det er jo helt uvirkeligt. Jeg har ikke forstand på corona-mutationer, så jeg vil ikke anfægte, at der kan være noget om den smitterisiko, der bliver talt om. Men jeg forventer, at man siger sandheden.«

»Jeg har det rigtig, rigtig skidt med at skulle aflive alle mine dyr. Det er dybt frustrerende. Og at lovgivningen så viser sig ikke engang at være på plads, gør mig faktisk gal. Men vi kan jo ikke stoppe nu. Jeg kan slet ikke forstå, at det kan lade sig gøre i Danmark, at man ikke kan stole på politikerne. Jeg troede kun, den slags var noget, der foregik i en sydamerikansk bananrepublik,« siger Jens Jensen.Foto: Jens Anton Havskov
»Jeg har det rigtig, rigtig skidt med at skulle aflive alle mine dyr. Det er dybt frustrerende. Og at lovgivningen så viser sig ikke engang at være på plads, gør mig faktisk gal. Men vi kan jo ikke stoppe nu. Jeg kan slet ikke forstå, at det kan lade sig gøre i Danmark, at man ikke kan stole på politikerne. Jeg troede kun, den slags var noget, der foregik i en sydamerikansk bananrepublik,« siger Jens Jensen.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Lige siden vikingetiden har vi jo haft tradition for at kunne sætte os ned og snakke sammen og finde ud af tingene. Men nu er det, som om de allerøverst ansvarlige i det her land er blevet lidt for selvfede. De har glemt, at vi lever i et demokrati,« siger Peter Vestergaard.

Han tilføjer:

»Det havde været ærlig snak, hvis regeringen var kommet og sagt: 'Ved I hvad, vi er nødt til at gøre det her. Vi har endnu ikke lovgivningen på plads, men det får vi. Hjælp os med det.' Men i stedet lyver de for os. Det er helt absurd. Det er så udansk, som det kan være.«