Der kan tirsdag formiddag opleves problemer med at købe og søge efter rejser på flere af DSB's platforme.
Det oplyser DSB på Twitter. Der henstilles i stedet til at benytte Rejsekort eller at købe billet via det fysiske billetsalg på stationen.
- Når vi skriver fysisk billetsalg, så mener vi DSB 7-Eleven eller DSB Salg & Service, skriver DSB i et opfølgende tweet.
På grund af situationen er kravet om pladsbillet midlertidigt suspenderet.
DSB oplyser ikke i tweetet, hvornår man forventer at have rettet op på de fejl, som rejsende kan opleve.
Problemerne vedrører køb og rejsesøgning i DSB's app, på DSB's hjemmeside og billetautomaten på stationen.
/ritzau/