»Martin, hvad kan du selv?«

Så kontant lyder spørgsmålet fra Simon Kvamm sig i et opslag på Instagram med henvisning til TV 2-programmet 'X Factor'. Mere præcist er opslaget rettet mod dommer i programmet Martin Jensen og de udtalelser, han kom med fredag.

Udtalelser, som ifølge Simon Kvamm nærmer sig latterliggørelse af deltagerne.

»Jeg elsker at se 'X Factor' – det er perfekt fredagsvibe. Og jeg synes, Martin Jensen bidrager med godt humør på en hyggelig måde,« skriver han og kommer efterfølgende ind på essensen af opslaget:

»Men jeg fatter ikke, hvorfor piger, der har øvet sig på et instrument, skal latterliggøres?! Og hvorfor kører TV 2 med på den?«

Martin Jensen siger i programmet, at piger, der optræder med ukulele, har en tendens til at gemme sig bag instrumentet, som han kalder et »skodinstrument« – og at det skal ud af verden.

Noget, De Eneste To-forsangeren ikke giver meget for. Han har tilmed optaget en video, hvor han med en sang sender en direkte besked til Martin Jensen:

»Pigerne kan spille. Martin, hvad kan du selv? Du kan ikke spille ukulele, siden du slår gnisten ihjel,« synger han.

Martin Jensen har selv responderet i et opslaget med et par emojis, hvorefter han opfordrer Simon Kvamm til at udgive teksten med det, der ligner et glimt i øjet.

Instagram-opslaget har efterfølgende fået adskillige kommentarer, hvor brugerne i overtal er enige med Simon Kvamm og derved hylder instrumentet.

Andre derimod er enige med Martin Jensen og bryder sig altså ikke om det guitarlignende instrument, skriver de.

B.T. har været i kontakt med Simon Kvamm, som ikke ønsker at uddybe sit opslag yderligere. Heller ikke TV 2 har yderligere kommentarer.