Loven skal ændres, så man ikke får hjemrejsepenge af den danske stat, hvis man begår alvorlig kriminalitet.

Sådan sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lørdag til B.T., efter en hjemsendt syrisk mand står til at få udbetalt i alt 215.000 kroner af staten, selv om han er sigtet for at slå sin kone og søn ihjel. Men nu viser det sig, at det faktisk ikke er nyt for regeringen.

Den har nemlig kendt til problemet, lige siden B.T. tilbage i november beskrev, hvordan en udvist og dømt syrisk asylansøger modtog repatriering – en støtteordning, der giver penge til udlændinge, som vælger at flytte permanent tilbage til deres hjemland.

Det fortæller udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

»Det var faktisk i kølvandet på den historie, at vi besluttede at ændre loven, og det var dengang planen, at vi ville fremsætte et lovforslag i den næste folketingssamling, som skulle ændre lovgivningen,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Og det er jo, fordi det arbejde allerede er i gang, at vi nu opdager, at der altså er et hul mere, der skal lappes,« siger han med henvisning til den drabssigtede mand, Hussein Abbas, der lige nu sidder varetægtsfængslet i Syrien, men alligevel står til at modtage flere penge fra den danske stat.

B.T.s historie fra november beskrev, hvordan en syrisk asylansøger blev udvist og idømt tre måneders fængsel for et voldeligt overfald på to 14-årige drenge.

Han modtog dog ikke sin straf. I stedet rejste han i oktober sidste år frivilligt til Syrien med økonomisk støtte fra staten.

Men hvorfor er der så ikke tidligere gjort noget ved lovgivningen, der vil forhindre kriminelle i at modtage statsstøtte?

Her peger ministeren på, at repatrieringsordningen ikke har været særlig benyttet tidligere.

»Der er flere og flere, der benytter det, og det betyder også, at vi begynder at se alle de her utilsigtede virkninger. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på, og på den måde er det held i uheld, at vi i forvejen var ved at åbne loven op og se på, hvordan vi kan få lukket hullerne. Nu er der så endnu et eksempel, vi er nødt til at tage med i overvejelserne.«

Mattias Tesfaye kaldte det lørdag over for B.T. 'vanvittigt', at loven lige nu fungerer sådan, at en drabssigtet mand fortsat kan modtage hjemrejsepenge. Læs mere om det lige HER.