Man bør ikke få hjemrejsepenge af den danske stat, hvis man begår alvorlig kriminalitet.
Sådan lyder det nu fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), efter en syrisk mand står til at få udbetalt yderligere 100.000 kroner på trods af, at han er sigtet for at slå sin kone og søn ihjel - dræbt af slag med sten mod deres hoveder.
»Det virker vanvittigt, og jeg nægter at tro på, at der er nogen, der har haft den slags eksempler i tankerne, da man vedtog loven i sin tid,« siger Mattias Tesfaye til B.T. og fortsætter:
»Vi skal have ændret lovgivningen, og det skal være sådan, at hvis den kommune, der skal udbetale pengene, finder ud af at personen har begået meget alvorlig kriminalitet, så skal de ikke udbetales.«

Det var Kristeligt Dagblad, der kunne fortælle, at Hussein Abbas, der lige nu sidder varetægtsfængslet i det nordlige Syrien for at have dræbt sin kone og parrets søn, står til at modtage penge fra den såkaldte repatrieringsordning.
Det er en støtteordning fra den danske stat, der giver penge til udlændinge, der vælger at flytte permanent tilbage til deres hjemland. Som modbetaling skal man opgive retten til opholde sig i Danmark.
Har du kendskab til sagen, eller har du oplevet en lignende hændelse? Så hører B.T. gerne fra dig på danf@bt.dk
Ifølge Kristeligt Dagblad har den drabssigtede mand, der har tilstået drabene over for det kurdiske politi, allerede modtaget lidt over 100.000 kroner.

Dem fik han blot ni dage før, han dræbte 27-årige Huda Ali Ahmad og deres fælles ni-årige søn.
Til februar står han så til at få den sidste rate på lidt over 100.000 kroner, så han i alt har modtaget 215.000 af den danske stat.
Skal den sidste overførsel stoppes?
»Ja, hvis det er juridisk muligt, og han bliver dømt. Det er vi ved at se på. Jeg håber selvfølgelig, at vi kan finde en løsning, så vi både til højre og venstre i Folketinget er i stand til at forklare danskerne, hvorfor der skal gå skattekroner til det her - det kan vi ikke lige nu. Det kan jeg i hvert fald ikke selv,« siger Mattias Tesfaye.
For selvom det er en grundlæggende god ordning, så er der lige nu et hul, der skal fikses, mener ministeren.
»Det kræver lidt juridisk kreativitet, men vi skal nok finde en løsning. Det er jeg ikke så bekymret for, og jeg tror også, at vi kan få et flertal i Folketinget til at bakke op omkring det,« siger han.
Ministeren pointerer i øvrigt, at der i en ny lov skal skelnes mellem, hvor alvorlig kriminalitet der er tale om.

»Hvor grænsen lige præcis skal være, tør jeg ikke sige lige nu, for vi skal også sørge for, at der er en ordning, der er attraktiv for folk at bruge, hvis de ønsker at rejse hjem. Det skal ikke være sådan, at de går glip af den sidste pose penge, hvis de får en fartbøde. Men jeg synes, det er rimeligt at forvente af folk, at de ikke tager hjem og stener deres ekskone. Det krav må vi trods alt kunne stille.«
Udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, kalder over for Ritzau sagen for 'absurd' og mener også, at loven skal ændres. Hun kræver i øvrigt, at den drabssigtede Hussein Abbas betaler de omkring 100.000 kroner, han allerede har modtaget, tilbage.
Mener du også, at manden bør betale de penge tilbage?
»Som minister er jeg bundet af grundloven og paragraffer, og dem er jeg nødt til at overholde. Så mit fokus er på, hvordan vi får ændret den her lov, så vi ikke ender i den her situation igen, hvor der er en dansk kommune, der har udbetalt penge til personer, der begår alvorlig kriminalitet,« siger Mattias Tesfaye.
Men det kræver vel en form for kontrol. Hvordan vil I gøre det?
»Jeg vil gerne undgå en lovgivning, der bliver for bureaukratisk, og hvor vi skal hente udtalelser fra domstole fra alverdens lande. Omvendt så mener jeg ikke, at vi bare kan udbetale pengene, hvis vi bliver bekendt med det. Det er den balance, vi lige skal finde.«
Hussein Abbas' kone og søn fra Langeskov på Fyn forsvandt den 13. februar.
Ni dage senere - under en rejse til Syrien - blev de begge dræbt af slag med sten mod deres hoveder.
Manden er endnu ikke dømt ved en domstol i Syrien.