Debattøren og radioværten Nima Zamani Aliabadi kendte til den hjemsendte DR-vært Mads Aagaard Danielsens temperamentsproblemer.
Men ikke til hans krænkelser af kvinder.
Det skriver han i et Facebook-opslag.
»Jeg kendte til Mads' problemer, men jeg vidste ikke, at de også gik ud over kvinder. Det burde jeg måske have vidst, men jeg var blind. Han snød mig,« skriver han i opslaget.
Han slår fast, at han tager afstand fra enhver seksuel krænkelse, og skriver, at dette ikke ændrer sig, selv om denne sag omhandler hans gode ven.
Opslaget kommer på baggrund af, at en journalist har sendt en besked til Nima Zamani Aliabadi, hvor han skriver, at han har hørt fra flere kilder, at Nima Zamani Aliabadi har intimideret flere af de medvirkende i Berlingskes artikel om Mads Aagaard til at undlade at stille op for at beskytte Mads Aagaard.
Til dette skriver Nima Zamani Aliabadi, at indholdet 'ingen gang har på jorden'.
Han slår fast, at han aldrig har truet eller intimideret nogen.