Efter afsløringer om seksuelt krænkende adfærd, trusler og magtmisbrug står flere kvindelige ansatte i DR nu frem med beskyldninger mod radiovært Mads Aagaard Danielsen.
Det fortæller kulturredaktør og fungerende generaldirektør Henrik Bo Nielsen tirsdag morgen i P1.
Han var i studiet for at svare på, hvorfor en sag så omfattende, som Berlingske har beskrevet den, ikke er dukket op til overfladen i DR før nu.
Og især i lyset af at der i 2019 blev indgivet en klage på netop Mads Aagaard Danielsen om trusler og nedværdigende adfærd.
I studiet bliver Henrik Bo Nielsen spurgt:
Ligger der flere sager (personalesager, red.), der ikke er blevet sendt opad i systemet?
»Det er umuligt at svare på,« siger Henrik Bo Nielsen, men bliver afbrudt af vært Bjarne Steensbeck, der siger:
Men I har vel spurgt?
»Når der går hul på bylden, kommer der andre ting frem. Og jeg kan konstatere, at der er flere kvinder, der har henvendt sig på den pågældende vært,« siger Henrik Bo Nielsen, dog uden at blive konkret om, hvad henvendelserne drejer sig om.
Henrik Bo Nielsen understreger desuden, at sexchikanesagerne bragt frem af Sofie Linde, Maria Fantino og senest beretningerne om Mads Aagaard Danielsen har været et alvorligt wakeup-call i Danmarks Radio.
»Vi har ikke alle steder den kultur, vi ønsker os. Vi skal klæde vores chefer bedre på i forhold til, hvordan man håndterer sådanne sager. Det er også derfor, jeg på DR's vegne har givet en uforbeholden undskyldning,« siger kulturdirektøren.