Endnu en sexismesag er blevet afsløret i den danske mediebranche. Denne gang ved netavisen Altinget, hvor nogle af anklagerne er rettet mod mediets stifter og nuværende ejer, men nu er han ude og undskylde.

Mandag aften modtog medarbejderne på mediet nemlig en mail fra den administrerende direktør, Christoffer Nørgaard, der gjorde opmærksom på, at sexisme havde fundet sted i virksomheden. Det skriver Fagbladet Journalisten.

»Jeg har modtaget et brev fra nuværende og tidligere medarbejdere om sexisme i vores virksomhed. Det handler om upassende opførsel, for eksempel berøringer og upassende kommentarer og tone. Der er en række tilfælde, hvor alkohol har været involveret,« skriver Christoph Nørgaard.

Brevet er underskrevet af en gruppe kvinder og én mand, og flere af anklagerne er rettet mod mediets stifter og nuværende ejer, Rasmus Nielsen.

I mailen til medarbejderne, hvori der blev fortalt om sexisme på arbejdspladsen, var der også en udtalelse fra Rasmus Nielsen selv.

Her beklager han og fortæller, at han har erkendt, at han desværre selv har været skyld i krænkende og grænseoverskridende adfærd.

Videre står der, at han nu vil tage ansvar, og at han selv og virksomheden har lært af kritikken, og at kulturen vil blive ændret.

Mediets administrerende direktør, Christoph Nørgaard, vil ikke fortælle yderligere om episoderne, men siger dog, at det handler om upassende bemærkninger og enkelte uønskede fysiske berøringer.

»Det, der karakteriserer sagerne med Rasmus, er upassende bemærkninger og enkelte eksempler på fysiske berøringer, som man har fundet upassende og krænkende. Hans rolle i virksomheden giver selvfølgelig sagerne en anden dimension af magt,« siger direktør Christoph Nørgaard til Journalisten.dk.