Der er kommet svar på dna-prøverne fra de får, som i slutningen af september blev fundet døde på en mark i Frejlev.

Fire var bidt ihjel ved struben. En femte levede stadig, men var flået og skambidt så meget, at den måtte aflives, fortalte B.T.

Det store spørgsmål var naturligvis, om en ulv havde været på spil? Netop dét har politikommissær Henrik Jensen fra dyrevelfærdssektionen hos Nordjyllands Politi nu et klart svar på:

»Der har været en ulv på besøg. Det viser dna fundet på tre af fårene,« siger han til B.T.

Og vi kan faktisk komme endnu tættere på et gerningsdyr, da dna'et fundet på fårene matcher én specifik ulv.

»Det matcher en tysk hanulv født i år 2020. Han er ikke set siden, så der er formentlig tale om en strejfer,« siger Henrik Jensen.

Han mener godt, det kan konkluderes, at ulven også dræbte de to af fårene, som man ikke fandt dna-spor på.

Nogle dage efter fundet af de fem dræbte får fandt politiet yderligere tre døde.

De stammer dog fra det samme angreb, og derfor har man ikke taget dna-prøver fra dem, forklarer politikommissæren.

Han fortæller også, at ulven siden angrebet er set nede omkring Herning. Men lige nu ved man ikke, hvor den er.

»Han er formentlig røget videre. Nu skal han ud og lave en familie,« siger Henrik Jensen, der indskyder, at det ikke er et problem for en hanulv at passere Danmark i løbet af en uge.

Ifølge politikommissærens oplysninger gik de dræbte får i det, som han selv kalder 'en almindelig fårefold', hvor de i øvrigt har holdt til i mange år. Ulven angreb altså fårene inde i deres fold.

Henrik Jensen har ingen kommentarer til, om fårene var tilstrækkeligt indhegnet.

Politiet har tidligere fortalt, at det var drabsmetoden, der i sin tid gjorde, at man mistænkte en ulv.

»Fårene er dræbt ved struben, og så gode dræbere er hunde normalt ikke. Og en ulv stopper ikke med at slå ihjel, når muligheden for at dræbe er der,« udtalte Henrik Jensen i september til B.T.