»Nej, nej, nej. Du digter.«

Sådan lyder det irriteret fra direktøren fra det danske selskab QuantBioRes, hvor tennisstjernen Novak Djokovic er storinvestor.

Direktøren med navnet Ivan Loncarevic har meldt ud, at firmaet skal skabe et mirakel ved at udvikle et middel mod coronavirus. En melding en ekspert ellers tvivler på.

Ikke desto mindre har Wimbledon-vinderen og hans kone valgt at have et ejerskab på 80 procent.

Her ses Novak Djokovic, da han i juni vandt Wimbledon. Verdens fineste tennisturnering.
Her ses Novak Djokovic, da han i juni vandt Wimbledon. Verdens fineste tennisturnering. Foto: SEBASTIEN BOZON
Vis mere

Men i årsregnskabet for 2021, der kom frem for er par uger siden, viste det sig, at der er millionunderskud.

Her står, at QuantBioRes sidste år tabte 2,3 millioner kroner og det fik egenkapitalen til at dykke til - 2,9 millioner kroner.

Derfor har ejerne, altså især Novak Djokovic, overført knap 4 millioner kroner for at dække den negative egenkapital.

B.T. har derfor ringet til Ivan Loncarevic for at få en forklaring på de røde tal.

»Det er for firkantet at kalde det underskud. Vi har startet firmaet for to år siden, og vi har sagt til investorerne, hvad det vil koste at komme til et produkt, og de penge er investeret,« siger direktøren.

Tvært imod mener han, at firmaet som alle andre store selskaber har »udviklingsomkomstninger«.

»Vi er nu nået så langt, at den medicin vi har udviklet virker mod corona med 96 procents sikkerhed. Og det minus du ser, er udviklingsomkostninger,« siger Ivan Loncarevic og tilføjer:

»Ved nyt firma er der altid periode, hvor du bruger penge på at udvikle. Så man kan ikke sige, det er underskud.«

Men hvordan synes du så, det går med selskabet?

»Det går helt efter planen, og vi har nu fået tilladelse af britiske myndigheder til at lave kliniske forsøg. Så det er bestemt ikke negativt,« siger han.

Men vi kan se, at det nyeste regnskab viser, at ejeren, altså især Novac Djokovic, har måtte skyde fire millioner kroner ekstra i firmaet. Hvis det går så godt, hvorfor skal han så det?

»Nej, nej, nej, du digter,« siger han.

Nej, det står i regnskabet...

»Budgettet er aftalt i starten, og så har vi ligesom alle professionelle firmaer et budget og milestone. Og når du når en milestone, så får du flere penge,« siger direktøren.

Har du hørt noget fra Novak Djokovic efter regnskabet er kommet frem?

»Jamen vi har bestyrelsesmøder hver måned,« siger han.

Men er Novak Djokovic så med i dem?

»Ja.«

Men er han så med visuelt på en skærm eller hvordan?

»Prøv at hør, alle dine tankegange. Vi har ikke et underskud. Vi har en udgift, og det er meget normalt for innovative selskaber,« siger han.

Om medicinen så er et mirakel mod coronavirus, og begynder at give overskud, må tiden vise.

Indtil videre er tallene i regnskabet i hvertfald røde, uanset om det skyldes 'underskud' eller 'udviklingsomkostninger'.