'Det er ikke godt nok.'

Sådan lyder reaktionen fra Udenrigsministeriet, efter B.T. har fortalt, at mange udenlandske diplomater og ambassadefolk i København blæser på kommunens parkeringsbøder.

Andelen af ubetalte p-bøder blandt ambassaderne lå sidste år på 40 procent, og som konsekvens heraf mangler der over 100.000 kroner i Københavns Kommunes bødekasse.

Kommunen har dog ikke mulighed for at inddrive bøderne på normal vis, fordi diplomaterne er beskyttet af immunitet, som gør, at de ikke kan retsforfølges i det land, de er udstationeret. Dialogen med ambassaderne foregår derfor på statsniveau.

'Udenrigsministeriet er meget opmærksomme på problemet om ubetalte p-afgifter. Vi tager løbende spørgsmålet op med ambassaderne her i Danmark for at sikre, at de også på dette område overholder danske regler,' lyder det i en skriftlig kommentar til B.T.

Diplomaternes immunitetsstatus følger den over 50 år gamle Wiener-konvention, som stort set alle lande i verden har underskrevet. Noget tyder dog på, at en bestemt række lande bruger konventionen som undskyldning for ikke at betale deres p-bøder.

Ifølge en optælling, B.T. har lavet på baggrund af kommunens bødeopgørelse, tegner fem lande sig for mere end halvdelen af alle ubetalte p-bøder blandt ambassaderne sidste år.

Værst er Ukraines ambassade efterfulgt af Marokkos ambassade. Ingen af de to respektive ambassader har betalt så meget som én eneste af deres tilsammen 58 p-bøder fra sidste år, og for Ukraines ambassade gik samme mønster igen forrige år.

Ambassadernes manglende betalingsvillighed har udløst kritik fra Det Konservative Folkeparti på Københavns Rådhus.

»Det ville være klædeligt, hvis de betalte. Der mangler i forvejen parkeringspladser i byen, og jeg kan godt være bekymret for, at ambassaderne, som slet ikke betaler deres p-bøder, tror, de har immunitet og er helt uden for systemet. Det skal på plads,« sagde Helle Bonnesen, der er konservativ gruppeformand, onsdag til B.T.

Udenrigsministeriet bekræfter, at der er plads til forbedring, men konstaterer samtidig, at andelen af betalte p-afgifter er steget fra 30 procent i 2018 til 60 procent i 2021.

'Så det går fremad. Men det er stadig ikke godt nok. Derfor fortsætter vi også vores dialog med ambassaderne og deres ansatte. Målsætningen er selvsagt, at alle p-afgifter betales,' svarer Udenrigsministeriet til B.T.

Foto af Ukraines ambassade i Toldbodgade i det indre København. Ambassaden fik sidste år 32 parkeringsbøder, men har ikke betalt én eneste af bøderne.
Foto af Ukraines ambassade i Toldbodgade i det indre København. Ambassaden fik sidste år 32 parkeringsbøder, men har ikke betalt én eneste af bøderne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På den lidet flatterende top-10-liste over ambassader, der ikke betaler p-bøder, finder man også Libyen, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater.

Ifølge Københavns Kommune blev der sidste år udskrevet 514 parkeringsbøder til ambassadekøretøjer, hvoraf 206 af bøderne ikke er betalt.

En parkeringsbøde i København koster 510 kroner. Bøden bliver fordoblet til 1.020 kroner, hvis den sker på en handicapplads.

Kommunen pålægger parkeringsbøder med hjemmel i blandt andet færdselsloven. Kommunen beholder dog ikke alle pengene fra de betalte p-bøder, da halvdelen af indtægten går til Rigspolitiet.