En udiplomatisk attitude.

Omtrent sådan kan man beskrive mange udenlandske diplomater og ambassadefolks tilgang til de københavnske parkeringsvagter.

Ifølge en opgørelse, som B.T har modtaget fra Københavns Kommune, blev der sidste år udskrevet 514 parkeringsbøder til ambassadekøretøjer.

206 af bøderne, hvilket svarer til 40 procent, er stadig ikke blevet betalt, og kommunen mangler derfor nu over 100.000 kroner i bødekassen.

Det afføder kritik fra Det Konservative Folkeparti på Københavns Rådhus.

»Det er ikke i orden. Som bilist skal man opføre sig ordentligt, når man parkerer i København. Det samme gælder for ambassadekøretøjerne, siger Helle Bonnesen, der er konservativ gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til B.T.

Fem landes ambassader tegner sig for mere end halvdelen af alle de ubetalte p-bøder sidste år, viser B.T.s optælling på baggrund af kommunens bødeopgørelse.

Værst er Ukraines ambassade, der ellers høster stor sympati og støtte for tiden på grund af Ruslands invasion.

Arkivfoto af Ukraines ambassadør i Danmark, Vydoinyk Mykhailo. Her taler han til en støttedemonstration for det ukrainske folk 27. februar ved den ukrainske ambassade.
Arkivfoto af Ukraines ambassadør i Danmark, Vydoinyk Mykhailo. Her taler han til en støttedemonstration for det ukrainske folk 27. februar ved den ukrainske ambassade. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Knap så sympatisk er det måske, at den ukrainske ambassade sidste år fik 32 p-bøder, men stadig ikke har betalt én eneste af bøderne.

Samme mønster gik igen året forinden, hvor de ukrainske diplomater og ambassadefolk heller ikke betalte deres p-bøder.

Også Marokkos diplomater har en tendens til at smide p-bøder i skraldespanden. Sidste år fik marokkanernes ambassadebiler 26 p-bøder, og heller ingen af disse er blevet betalt.

Også Libyen, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater er at finde blandt topscorerne på den lidet flatterende top-10 over ambassader, der ikke betaler p-bøder.

»Det ville være klædeligt, hvis de betalte. Der mangler i forvejen parkeringspladser i byen, og jeg kan godt være bekymret for, at ambassaderne, som slet ikke betaler deres p-bøder, tror, de har immunitet og er helt uden for systemet. Det skal på plads,« siger Helle Bonnesen.

Københavns Kommune oplyser til B.T., at det er begrænset, hvad kommunen kan gøre for at kratte pengene ind fra ambassaderne.

Blandt andet fordi diplomater er beskyttet af immunitet, som gør, at de ikke kan retsforfølges i det land, de er udstationeret i.

Denne helt særlige status følger den over 50 år gamle Wiener-konvention, som stort set alle lande i verden har underskrevet.

»Det er Protokollen i Udenrigsministeriet, der står for dialogen med landets ambassader. Vi har som kommune ikke mulighed for at inddrive afgifterne på normal vis,« siger Jesper Borch, der enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

B.T. har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Udenrigsministeriet inden deadline.

En parkeringsbøde i København koster 510 kroner. Bøden bliver fordoblet til 1.020 kroner, hvis den sker på en handicapplads.

Kommunen pålægger parkeringsbøder med hjemmel i blandt andet færdselsloven. Kommunen beholder dog ikke alle pengene fra de betalte p-bøder, da halvdelen af indtægten går til Rigspolitiet.