Lyt til artiklen

Fredag meddelte selskabet Detur, at de aflyser hele den resterende chartersæson for 2022.

Det betyder, at danskere, som er på ferie i udlandet eller har købt en rejse af selskabet, nu er fanget i uvished.

B.T. har fået adskillige henvendelser fra fortvivlede Detur-kunder, der ikke kan få kontakt til charterselskabet.

Og herunder har vi samlet nogle af dem:

Foto: Privatfotos
Vis mere

Jonas Patell Andersen, 33 år, Nyborg

Har bestilt en rejse til 33.000 gennem Detur. Nu ved han ikke, om han kan få pengene tilbage.

»Vi skulle til Kreta som en surprise for min lillebror, der fylder 30. Vi har lagt 33.000 kroner ud i depositum, og nu kan vi ikke få fat på Detur. Det er mange penge, som vi ikke ved, om vi får igen,« siger Jonas Patell Andersen.

Marie Andreasen, 40 år, Bornholm

Marie og syv familiemedlemmer er netop kommet hjem fra en ferie i Tyrkiet. De havde købt en pakkerejse gennem Detur, men er nu blevet opkrævet flere penge fra hoteller, som ikke har modtaget sine penge fra rejseselskabet.

»Vi har allerede betalt for rejsen, men er blevet opkrævet yderligere 3.038 euro for hotel. Vi forsøger nu at få kontakt til Detur for at få pengene tilbage, men vi er meget i tvivl, om det kommer til at ske,« fortæller Marie Andreasen.

Jens Walter, København V

21. september købte og betalte Jens Walter en rejse til Tyrkiet, der kostede 5.436 kroner.

»Så vidt jeg kan se, må Detur på det tidspunkt, hvor jeg, og sikkert andre, købte en rejse, have vidst, at de ikke var i stand til at levere de rejser, som de solgte.«

Jens Walter har kontaktet Detur, men kan ikke komme i kontakt med selskabet.

Mariann Kjærbo, 62 år, Aalborg

Hun og 12 familiemedlemmer skulle have været til Alanya næste mandag. En rejse til omkring 30.000 kroner.

»Vi har endnu ikke hørt andet fra Detur, end hvad vi kan læse på deres hjemmeside. Vi har tidligere rejst rigtig mange gange med Detur – altid uden problemer og håber stadig, at de kommer i gang igen,« siger Mariann Kjærbo, der flere gange har haft ringet til Detur, men uden held.

»Hvis vi ikke får pengene tilbage, så er vi indstillet på at gå hele vejen – også hvis dette indebærer konkursbegæring, retssag med mere,« fastslår hun.

Cathrine Bille, 30 år, Nyskov

B.T. fortalte Cathrine Billes historie fredag. Sammen med sin familie, bestående af ni personer, havde de betalt 50.000 kroner for deres ferie til Tyrkiet.

Men problemer hos Detur betød, at familien måtte betale 15.000 kroner ekstra – samtidig med, at de blev udsat for trusler og afpresning.

»Rejsegarantifonden kan ikke hjælpe os, og hvis vi ringer til Detur, bliver der bare lagt på.«

»Vi har været meget overladt til os selv, og vi har brugt rigtig mange penge. Og vi aner ikke, om vi får nogen af dem igen.«

Cathrine Bille (th.) og hendes søster.
Cathrine Bille (th.) og hendes søster.
Vis mere

Pia Ernlund Dragsfeldt, 54 år, Esbjerg

Sammen med sin kæreste skulle Pia Ernlund Dragsfeldt være rejst til Tyrkiet søndag 2. oktober. Men på grund af Deturs nuværende situation ser det ud til, at hun ikke kommer af sted:

»Vi har intet fået at vide. Kun det, jeg kan læse i medierne. Jeg har ringet næsten hver dag siden sidste uge, men jeg kan ikke komme igennem,« siger hun og tilføjer, at hun frygter, pengene er tabt.

»Vi har betalt lidt over 7.600 kroner, og jeg synes, det er mange penge at have ude at svømme. Det hele virker bare mærkeligt.«

Pia Ernlund Drangsfeldt.
Pia Ernlund Drangsfeldt.
Vis mere

Lisette og Brian Bach, 42 og 49 år, Roskilde.

I juni aflyste Lisette og Brian Bach deres ferie til Tyrkiet, da Brian blev ramt af kræft.

Detur har bekræftet familien, at de har krav på at få samtlige 29.000 kroner, som de betalte, igen. Men nu – snart fire måneder senere – ved familien ikke, om de er købt eller solgt.

Særligt nu, hvor Detur har aflyst deres chartersæson for 2022.

»Jeg tænker, det bliver sværere at få pengene ud. Det er vildt frustrerende, at vi skal bruge så meget krudt på det,« siger parret.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Detur, men det har i skrivende stund ikke været muligt.