Opbakningen til Mette Frederiksen er i øjeblikket så tårnhøj, at hun umuligt kan fastholde den, når coronakrisen er ovre.

Det er vurderingen fra valgforsker Kasper Møller Hansen, der kalder den nuværende støtte til statsministeren for »imponerende«.

68 procent mener, at Mette Frederiksen har klaret det 'godt' eller 'meget godt', siden hun trådte til efter valget 5. juni 2019, viser en ny måling fra YouGov.

»Jeg kan ikke forestille mig et tidspunkt, hvor opbakningen har været højere, og jeg kan ikke erindre, at jeg har set tal, der var højere,« siger Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Vil miste opbakning

Men det kan ikke vare ved.

Valgforskeren forklarer, at der i krisetid – som i den nuværende coronapandemi – er tendens til, at befolkningen samler sig om lederen:

»Det har gjort, at hun kan gå på vandet.«

Men derfor venter der hende også dårligere målinger på den anden side af krisen, og det er ifølge ham meget usandsynligt, at Mette Frederiksen kan fastholde populariteten:

Statsminister Mette Frederiksen oplever historisk stor opbakning.
Statsminister Mette Frederiksen oplever historisk stor opbakning. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Det kan hun ikke, ligegyldigt hvor godt hun gør det. Lige så snart vi er tilbage til normalen, begynder vi at skrige på løftet om tidlig pension til nedslidte og på, at klimaloven skal komme – og hvad med de arbejdsløse og økonomien. Danskerne vil meget hurtigt være kritiske igen,« siger Kasper Møller Hansen.

De andre partiledere ligger ikke i nærheden af Mette Frederiksen.

Og den nærmeste udfordrer til statsministerembedet Jakob Ellemann-Jensen klarer sig langt dårligere end sin kollega i blå blok, Søren Pape Poulsen.

»Det viser, at Jakob Ellemann-Jensen er kommet for forsigtigt fra start. Han er på ingen måde trådt i rollen som oppositionsleder, men det har også nærmest været umuligt at gøre i krisetid, fordi det næsten opfattes som upatriotisk og som landsskadende virksomhed at gøre det,« forklarer Kasper Møller Hansen.