I sidste uge genindførte man coronapas for gæster og fra onsdag gælder coronapasset nu også for alle medarbejdere.

Det sker for at gøre Jul i Den Gamly By, som åbner på lørdag, så trygt så muligt.

Det oplyser Den Gamle By i en pressemeddelelse.

»Smitten er desværre stigende i hele landet, og det er en fælles samfundsopgave at få den reduceret. Erfaringerne fra sidste år viser med al tydelighed, hvor vigtigt og effektivt det er at sætte ind i tide,« siger Thomas Bloch Ravn og tilføjer:

»Formålet med coronapas for medarbejdere er selvsagt at beskytte hinanden og vores gæster mod smitte. Her har vi især et ansvar for de personer, som er særligt sårbare og dem har vi både som gæster og medarbejdere.«

Den Gamle By indfører ikke krav om vaccination, men medarbejdere, som af den ene eller anden grund ikke ønsker at blive vaccineret, skal testes to gange om ugen, oplyser han.

»I første omgang betragter vi coronapasset som en tillidssag, men fra tid til anden foretages stikprøver.«

Og budskabet fra museumsdirektøren er tydeligt: »Alle, såvel gæster som medarbejdere, skal have en tryg og sikker jul i Den Gamle By.«