Aarhusianerne er vilde med julestemningen i Den Gamle By. Så meget, at museet ikke selv kan følge med interessen.
I onsdags åbnede Den Gamle By for en ekstra omgang Aftenjul fredag 17. december. I løbet af weekenden blev alle billetterne solgt, og flere har siden efterspurgt en dato mere.
Derfor har de nu for anden gang måttet udvide med endnu en aften og sat billetter til salg til Aftenjul lørdag 18. december også.
»Jeg er bare så glad og taknemmelig. Når noget på den måde lykkes, og der er så god opbakning til det. Det er forrygende,« siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn til B.T.
Museumsdirektøren kalder Aftenjul for en eksklusiv aftenoplevelse af jul kun for et begrænset antal gæster.
Her kan man komme med på mørkerundvisninger i julelygtens skær og få fortællinger om julens historier gennem Den Gamle Bys eksperter.
»Da vi sidste år var begrænset af corona, måtte vi tænke ud af boksen. Vi lavede derfor en udendørs jul, hvor det var muligt at gå rundt udenfor i gaderne, mens boderne var åbne. Det var en stor succes.«

Julesæsonen fra midt november til slut december er den allermest travle for museet. De kan i perioden have op til 150.000 gæster.
Fordi corona stadig ulmer, og man ikke kan være helt så tæt stuvet sammen, kan det give nogle kapacitetsproblemer.
Det er derfor, de igen holder ekstraordinært åbent nogle aftener til julehygge.
Og den store interesse varmer efter en tid, hvor museet har været i tvivl om, hvordan de skulle komme igennem coronakrisen.
»Under den allerførste nedlukning var vi virkelig nervøse for, hvad der skulle ske. Men privatpersoner lavede en støttegruppe for os på Facebook, som samlede 1,6 millioner kroner ind. Det var så fantastisk at opleve, at det her er et sted, der betyder noget for folk. Det mærker vi også i år,« siger museumsdirektøren.
Han tror, at det efter coronakrisen er blevet vigtigt for folk at lave noget sammen, og at der generelt er stigende interesse for det folkekære.
Der er stadig billetter til Aftenjul den 18. december.


