I gennemsnit køber danskere 35 kilo søde sager hvert år. Det svarer til næsten 100 gram hver dag året rundt.

Der ryger ofte slik eller andre søde sager i indkøbskurven, når borgere i Danmark handler.

Danskerne køber i gennemsnit 6,6 kilo slik om året. Dermed indtager Danmark den globale førsteplads for slikindkøb. Vi køber cirka dobbelt så meget slik, som de gør i eksempelvis England og USA.

Det viser en publikation fra DTU Fødevareinstituttet.

Derudover køber vi i gennemsnit 5,7 kilo chokolade årligt. Det vil sige, at danskerne i gennemsnit køber 12,3 kilo slik og chokolade om året.

Og når indkøb af kager, is, desserter og snackbarer ryger med i regnskabet, løber det op i gennemsnitligt 35 kilo søde sager i indkøbskurven pr. dansker hvert år. Det svarer til næsten 100 gram søde sager hver dag året rundt.

I publikationen fra DTU bliver der videre peget på, at det reelle forbrug formentlig er langt højere. Det skyldes, at salgstallene ikke dækker eksempelvis grænsehandel, restaurantbesøg eller hjemmebag.

Og det store indtag af sukkerholdig mad og drikke er ikke problemfrit.

»Set fra et sundhedsmæssigt synspunkt er problemet med danskernes verdensmesterskab i slik og andenplads i saftevand, at det tager pladsen fra den sunde mad og drikke, kan skade tandsundheden og kan føre til overvægt,« hedder det i en publikation fra instituttet.

Det er ikke kun slik og kage, vi gerne skovler indenbords. Også søde drikkevarer som saftevand og sodavand er vi glade for i Danmark.

Danmark er det land i verden, hvor borgerne køber næstmest saftevand. Det er kun overgået af Irland.

Hver dansker køber i gennemsnit 37 liter drikkeklar saftevand om året. Derudover køber hver dansker i gennemsnit 82 liter sodavand og 4,5 liter energidrikke årligt.

Hvis alle søde drikke lægges sammen, køber danskerne i gennemsnit 127 liter årligt. Det svarer til 35 centiliter hver dag pr. dansker. I Danmark er indkøbet af søde drikke højere end i de øvrige europæiske lande, men mindre end i USA.

Hver amerikaner køber i gennemsnit 186 liter søde drikke om året – primært sodavand.

Opgørelsen fra DTU Fødevareinstituttet er baseret på indkøbstal fra 2018 fra Euromonitor, der indsamler salgsdata for 100 lande i verden.

/ritzau/