Danskere kan finde på at sende klager over alt mellem rengøring og for lidt sol på terassen.

Ankenævnet for Feriehusudlejning behandler sommer efter sommer klager fra danskere, der har tilbragt dage og nætter i forskellige ferie- og sommerhuse landet over.

Klagerne kan omfatte alt inden for mangler ved huse, problemer med rengøring eller noget helt tredje. Og så er der også klager i den mere kuriøse afdeling.

Det forklarer Poul Fejer Christiansen, vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening. Det er foreningen, der har stiftet Ankenævnet for Feriehusudlejning, hvor klagerne behandles ligevægtigt mellem lejere og udlejere.

Hvis der ikke er sol nok, oplever Feriehusudlejernes Brancheforening, at nogle danskere sender en klage af sted.
Hvis der ikke er sol nok, oplever Feriehusudlejernes Brancheforening, at nogle danskere sender en klage af sted. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Klagerne er meget forskellige, og der er nogle, der er begrundede. Men vi oplever også, at lejerne klager over hvad som helst. Vi modtager blandt andet vejrrelaterede klager. Det kan handle om, at der er mere skygge dér og mindre sol dér, end lejerne måske havde forestillet sig,« forklarer han og fortsætter:

»Det kan også handle om dårlige strande, for meget tang eller for høje træer. Det er altså svært at gøre noget ved.«

Poul Fejer Christiansen understreger dog, at klager som disse langtfra er i overtal.

»Det er ikke, fordi man nødvendigvis får ret i klagerne. Men nogle gange er lejerne så skuffede, og tingene er ikke i overensstemmelse med, hvad de havde forventet. Og så er alt pludselig galt,« siger han.

Han kan dog ikke sige konkret, hvor mange af disse sager branchen modtager hvert år. Ikke desto mindre kommer de år efter år.

På B.T. har vi i løbet af sommeren beskrevet, hvordan stribevis af lejere har oplevet problemer med rengøring i sommerhusene. Det er også noget, Poul Fejer Christiansen nikker genkendende til.

»Det sker da indimellem. Jeg er ikke bekendt med det præcise antal, men det er da klart, at det er klager, vi får.«

»Men med over 20 millioner overnatninger om året, så er det klart, at tingene går galt en gang imellem. Og hvis folk har problemer med udlejningsbureauerne, så skal de naturligvis klage til ankenævnet.«

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

En af dem, B.T. har talt med, er Susanne Nygaard Storm. Hun oplevede, at hendes familie og lejerne før hende havde fundet glasskår i poolen, snavs på overfladerne og en emhætte ude af drift.

I bund og grund: enorme mangler på rengøring, hvorfor lejerne med god grund kan sende en klage af sted.

»Det er helt klart sager, der kan få medhold,« siger Poul Fejer Christiansen.

Poul Fejer Christiansen har ikke oplevet, at mængden af klager har været stigende i 2020. Det til trods for at mange danskere i år tilbringer sommeren inden for landets grænser på grund af coronapandemien.

Hos Feriehusudlejernes Brancheforening er det et krav, at lejerne har forsøgt at nå til enighed med udlejerne, inden der rettes henvendelse til foreningens ankenævn.

Denne er da også det, man gør i langt de fleste tilfælde, hvilket kan forklare, at ankenævnet ikke har set en stigning i antal klager.

»I langt de fleste tilfælde løser de tingene selv, fordi bureauerne også kender niveauet og ved, hvad der skal være og ikke være. Men hvis dialog med bureauerne ikke virker, anbefaler vi klart at kontakte os.«