De danske sommerhuse blive booket i stor stil, nu mange vælger at holde sommer i Danmark i stedet for at rejse. Men det er langt fra en lykkelig fortælling for alle.
Da familien Bigom fra Ringsted låste hoveddøren op til deres lejede sommerhus i Bjerregård syv for Hvide Sande, fik de sig noget af et chok. Det skriver tvmidtvest.dk.
»Vi blev chokerede, da vi kom ind i huset. Kvaliteten af rengøringen var helt i bund,« siger Vivian Bigom.
Vivian Bigom fortæller, hvordan gardinerne i huset var møgbeskidte, ventilationen var dækket af støv, og der lå lange hår alle vegne i sommerhuset med pool. Et sommerhus, de havde lejet af firmaet Novasol, og som havde kostet familien 12.000 kroner for en uge.
Har du oplevet lignende, så TIP OS på 1929@bt.dk
Rengøring blev tilkaldt, men efter to rengøringsfolk havde brugt to ekstra timer på at få sommerhuset til at se præsentabel ud, var det stadig ikke i orden.
Derfor måtte familien selv i gang, inden de kunne slappe af og nyde deres ferie.
Stik mod familiens forventninger. Når man lejer et sommerhus, forventer de fleste nok, at der er rent og pænt, men netop fordi vi er midt i en coronakrise, hvor hygiejne og rengøring er en topprioritet, var familien Bigom særligt utilfredse situationen.
Og sådan er der flere der har det.
TV MidtVest har talt med familien i nabohuset. De fandt døde myrer og lakridser på gulvet.
Kigger man på Trustpilot, er der ligeledes mange andre gæster, der har oplevet mangelfuld rengøring i sommerhuse udlejet af Novasol.
Nogle af bedømmelserne på Trustpilot lyder:
'Et beskidt og decideret ulækkert sommerhus var, hvad der vente os, da vi åbnede døren til vores ferie.'. Skriver Tanja Jessen.
'Huset er ikke blevet gjort rent i flere måneder, da vi ankommer.' Skriver Gert Marboe Jensen.
Udlejningsfirmaet Novasol er ærgerlig over gæsternes oplevelser. De fortæller, at de selvfølgelig helst vil have, at gæsterne er tilfredse.
Novasol har tilbudt familien Bigom 1.700 kroner og en gratis slutrengøring som erstatning for den mangelfulde rengøring af sommerhuset.