Alle danske mink er slået ned – nogle med og nogle uden lovhjemmel.

Tilbage står minkavlerne uden dyr og med en uafklaret situation om, hvad de egentlig kan få i erstatning. Men allerede nu er flere danske minkavlere i færd med at undersøge, hvordan de kan få gang i produktionen igen.

Flere danske minkavlere har den seneste tid henvendt sig til brancheforeningen Svensk Mink for at undersøge deres muligheder for at starte op på den anden side af Øresund.

Det bekræfter Jörgen Martinsson, direktør i Svensk Mink, over for Børsen.

Tomme bure på kombineret minkfarm og pelseri i Ørnhøj, mandag den 7. december 2020. Alle mink i Danmark er blevet aflivet på grund af frygt for smitte med muteret coronavirus under covid-19 pandemien.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Tomme bure på kombineret minkfarm og pelseri i Ørnhøj, mandag den 7. december 2020. Alle mink i Danmark er blevet aflivet på grund af frygt for smitte med muteret coronavirus under covid-19 pandemien.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi har fået i hvert fald ti henvendelser fra danske avlere, som ville høre om mulighederne for at komme i gang i Sverige. En del avlere, som har mistet deres dyr i Danmark, har også, ved jeg, henvendt sig direkte til svenske minkfarmere,« siger Jörgen Martinsson til erhvervsmediet.

»Det vil være meget positivt for os, hvis danske avleres helt unikke kompetencer, erfaringer og avlsmateriale kan være med til at udvide og udvikle den svenske produktion. Og jeg anser det for sandsynligt, at det vil ske.«

Han peger på, at danske avlere gennem årene har solgt danske avlsdyr til andre europæiske lande. Dér kan danske avlere så købe avlsmateriale tilbage og bygge en svensk farm på dét. En mulighed for en erfaren dansk avler er også at købe sig ind i en eksisterende svensk farm og være med til at udvikle den i et partnerskab.

Danske minkskind har ry for at være de bedste i verden og er blevet solgt til priser, der ligger 20-40 procent højere end skind fra andre lande.

Minkavler Thorbjørn Jepsen ønsker ikke at lukke politiet ind. De skal derfor selv skabe sig vej ind for at aflive ved at klippe lås op ind til hans minkfarm i Gjøl i Nordjylland, fredag den 9. oktober 2020. Hans farm lå i en smittezone, hvor der var lovhjemmel til at aflive dyrene. Andre steder i landet – uden for smittezonerne – var politifolk instrueret i at sige, at minkavlerne skulle slå deres dyr ned, selvom der manglede lovhjemmel. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Minkavler Thorbjørn Jepsen ønsker ikke at lukke politiet ind. De skal derfor selv skabe sig vej ind for at aflive ved at klippe lås op ind til hans minkfarm i Gjøl i Nordjylland, fredag den 9. oktober 2020. Hans farm lå i en smittezone, hvor der var lovhjemmel til at aflive dyrene. Andre steder i landet – uden for smittezonerne – var politifolk instrueret i at sige, at minkavlerne skulle slå deres dyr ned, selvom der manglede lovhjemmel. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Der er omkring 40 minkavlere i Sverige.

Jörgen Martinsson er ifølge Børsen ikke nervøs for, at de svenske minkbesætninger ligesom de danske besætninger vil blive beordret slået ned på grund af coronaudbrud.

I Sverige er der kun få smittede minkbesætninger, og de svenske myndigheder vurderer, at smitterisikoen fra minkfarmene er begrænset.

Herhjemme skal en såkaldt granskningskommission med en dommer for bordenden nu blandt andet undersøge statsminister Mette Frederiksens rolle i den ulovlige og grundlovsstridige ordre om at slå alle mink – også dem uden for smittezonerne – i Danmark ned.