Det danske tøjmærke Legends er gået konkurs. Fire butikker er en del af konkursen.
Tøjmørket er især populært blandt unge mænd og er hidtil blevet solgt i virksomhedens egne butikker samt på flere af de største modeportaler.
Finans har talt med advokat Per Astrup Madsen fra DLA Piper, der er blevet indsat som kurator i konkursboet efter de to Legends-selskaber Legends ApS og Manufakturhandel ApS.
Han bekræfter, at det danske tøjmærke er taget under konkursbehandling.
»Det er en svær tid at drive fysiske butikker og være i retailbranchen. Det er derfor, det nu er endt i en konkurs for Legends, som havde underskud i flere af sine butikker,« siger Per Astrup Madsen.
Han oplyser endvidere, at det var selskabet selv, som begærede sig konkurs.
Legends ApS fungerede som engrosvirksomhed, mens Manufakturhandel ApS har drevet fire butikker i henholdsvis København, Aarhus og Odense.
Ifølge Per Astrup Madsen bliver der nu arbejdet på at lave en form for rekonstruktion af Legends. Indtil der – forhåbentlig – bliver fundet en løsning, kører driften af Legends videre med et udsalg, skriver Finans.