Energifirmaet Euro Therm A/S er taget under konkursbehandling.

Det sker til trods for, at firmaet i de seneste fem offentliggjorte regnskaber har haft et samlet overskud på 40 millioner kroner, skriver finans.dk.

Euro Therm er en af de største på markedet inden for produktion af fyringsanlæg til biobrændsel.

Advokat Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert er indsat som kurator i konkursboet. Han fortæller til finans.dk, at årsagen til konkursen skal findes i to særlige parametre.

»Et vigende og konkurrenceudsat marked kombineret med en tvist med en væsentlig kunde har forårsaget, at virksomhedens likviditetsberedskab i sidste ende viste sig at være utilstrækkeligt,« siger Christian Jul Madsen.

Christian Jul Madsen fortæller, at købsinteressen for selskabet er stor, og at han håber på en afklaring om selskabets fremtid inden for en uge.

På Industri Udviklings hjemmeside står der desuden følgende om selskabets udfordringer:

Euro Therm har i 2018 været igennem en vanskeligere periode med færdiggørelsen af selskabets hidtil største projekt, der ikke har givet det sædvanlige dækningsbidrag.

Indtjeningen er derfor reduceret. Samtidig er dansk energipolitik ændret i en retning, så der satses mere på varmepumper frem for halm og flis.

Moderselskabet Euro Therm Invest A/S er ligeledes gået konkurs.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Euro Therms administrerende direktør, Jan Depenau.