Dansk badehotel i vanskeligheder: 45 ansatte har ikke fået løn


Et underskud på 15 millioner, ingen løn og en direktør, der er stoppet med øjeblikkelig virkning.
Det er, hvad der lige nu er virkelighed for de ansatte på Bandholm Hotel, der ligger på Lolland.
Det skriver TV 2 Øst, der bragte historien først.
Her er man nemlig kommet i så store økonomiske vanskeligheder, som følge af coronapandemiens udfordringer, at der knap nok er midler til, at hotellet kan løbe rundt. Og oven i det har hotellets direktør, Charlotte Højer, desuden valgt at fratræde sin stilling.
Det oplyser Claus Juel, som er medejer af Bandholm Hotel og ny direktør på stedet, til TV 2 Øst.
Problemerne på hotellet viste sig dog for alvor kort før nytår.
Her modtog 45 af de ansatte nemlig en besked om, at der desværre ikke var udsigt til, at personalet kunne få deres løn for december udbetalt.
En situation, som Claus er »meget, meget ked af«, men som skyldes flere ting;
»Fra bestyrelsens side anser vi ikke selskabet som særlig sundt. Der er en masse forkert indgåede kontrakter og en masse andre forhold, der gør sig gældende. Det er både et finansielt problem, fordi selskabet har oparbejdet en stor gæld og tilbagebetalingsforpligtelse,« siger Claus Juel og fortsætter:
»For det andet er der en masse juridiske forhold, som kræver en masse arbejde og en masse omkostninger for at få rodet ud. Kombinationen gør, at vi besluttede, at det selskab er stærkt truet på sin eksistens.«
1. marts vil der blive en ekstraordinær generalforsamling omkring hotellets fremtid, og her forventer Claus Juel, at der vil komme en afklaring på, hvad fremtiden vil bringe for Bandholm Hotel.