Den tidligere direktør Flemming Rosleff har genvundet arbejdsglæden ved at arbejde som kassedame. Og nu har han vundet en pris for sit arbejde.

74-årige Flemming Rosleff er netop blevet kåret til Danmarks sødeste kassedame.

»Jeg er meget overvældet og beæret og vil gerne sige stor tak til Hjemmet for at lave denne fine konkurrence,« siger en glad Flemming Rosleff i en pressemeddelelse.

Øverst i artiklen kan du se en video fra, da Flemming Rosleff var i B.T.s studie for at svare på læsernes spørgsmål.

Bag kåringen står magasinet Hjemmet, og da Flemming i første omgang blev nomineret til prisen, fortalte han B.T. nærmere om sin glæde ved jobbet som kassedame efter en lang karriere i andre brancher.

»Det er da dejligt at få ros for at lave noget, som man elsker.«

»For det første spiller jeg ikke golf, for jeg synes, det er kedeligt. Og dem, der har prøvet bare at sidde derhjemme, må konstatere, at det ikke er det sjoveste, man kan lave. Faktisk må jeg konstatere, at det bare at sidde er ekstremt farligt,« sagde Flemming Rosleff.

På syvende år arbejder Flemming Rosleff som kassedame i Irma på Godthåbsvej i Vanløse.

Det gør han efter en lang karriere som blandt andet tidligere hospitalsdirektør i Skanderborg, Odense og Vejle.

Desuden har han også været vicedirektør i Falck og konsulent hos PWC i London, hvor han arbejdede i virksomhedens sundhedsdivision.

Flemming Rosleff begyndte sin karriere i Irma, da han som 67-årig så et skilt om, at Irma søgte ældre medarbejdere.

Samtidig var han blevet enig med sig selv om, at pension ikke var noget for ham.

»Tanken bag skiltet var, at de gerne ville have en erfaren assistance.«

»Jeg har altid haft et stort servicegen, så jeg tænkte: 'Det prøver jeg da'.«

»Og så syntes jeg, det var lidt sjovt, at chefen i butikken var en ung kvinde, der ville gøre tingene lidt anderledes. Jeg er åbenbart blevet bidt af det, siden jeg fortsætter,« fortalte han til B.T.

Med prisen følger i øvrigt præmier for godt 20.000 kroner, som Flemming Rosleff kan nyde.