Den tidligere læge og direktør 74-årige Flemming Rosleff kunne være gået på pension for længst. Men for syv år siden tog hans liv en helt uventet drejning.

Flemming Rosleff er blevet lidt af en mediesensation. Han arbejder på syvende år som kassedame i Irma på Godthåbsvej i Vanløse, og nu er han med i opløbet om at blive kåret som 'Danmarks sødeste kassedame', som kåres årligt af ugebladet Hjemmet. Spændingen udløses i næste uge.

»Det er da dejligt at få ros for at lave noget, som man elsker,« siger han til B.T, da vi besøger ham i butikken en tirsdag eftermiddag.

Selvom jobbet som kassedame er milevidt fra hans tidligere job, så er tanken om at gå på pension og sidde derhjemme eller spille golf helt fremmed for 'kassedamen'.

»For det første spiller jeg ikke golf, for jeg synes, det er kedeligt. Og dem, der har prøvet bare at sidde derhjemme, må konstatere, at det ikke er det sjoveste, man kan lave. Faktisk må jeg konstarere, at det bare at sidde er ekstremt farligt.«

Flemming Rosleff har et cv bag sig, som kun de færreste kan blære sig med. Hans meritter tæller medicinstudiet og en uddannelse til civiløkonom. Han har også arbejdet som læge og har knoklet sig til tops som hospitalsdirektør i Skanderborg, Odense og Vejle. Og nå ja, han har også været vicedirektør i Falck og konsulent i den europæiske sundhedsdivision hos PricewaterhouseCoopers i London.

Da han nærmede sig de 67 år, fik han en dag øje på et Irma-skilt, hvor de efterlyste ældre medarbejdere til butikken. Og så blev han nysgerrig.

»Tanken bag skiltet var, at de gerne ville have en erfaren assistance. Jeg har altid haft et stort servicegen, så jeg tænkte: 'Det prøver jeg da'. Og så syntes jeg, det var lidt sjovt, at chefen i butikken var en ung kvinde, der ville gøre tingene lidt anderledes. Jeg er åbenbart blevet bidt af det, siden jeg fortsætter,« siger han.

Flemming er nomineret til 'Årets sødeste kassedame', og det har fået stor opmærksomhed hos de lokale kunder.
Flemming er nomineret til 'Årets sødeste kassedame', og det har fået stor opmærksomhed hos de lokale kunder. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

B.T. møder Flemming og flere af hans stamkunder en stille formiddag i butikken. Formiddagskunderne er ofte dem, som får 100 procent i 50 procent rabat-spillet, som Flemming kalder det. Altså kunder, som går benhårdt efter at købe prisreducerede varer. Og de er hurtige til at se vores blitzende kamera for enden af rullebåndet.

»Slipper jeg for at betale i den gode sags tjeneste?« spørger en af kunderne grinende. Men så large er Flemming ikke og svarer kækt, at så får han altså gæld i butikken.

Flemming er efterhånden medievant, for han har været, som han selv beskriver det, hele mediemøllen igennem på grund af finalepladsen i Hjemmets konkurrence.

Men det er stadig ikke gået helt op for hverken ham eller hans datter og kone, at han er interessant for omverdenen.

»Familien er overvældede over den store opmærksomhed, som jeg har fået. De står gerne tidligt op for at høre, når jeg er i morgenradio,« fortæller han med et stort smil.

Flemming er god til at gætte, hvad der er på folks menu, når han kigger på deres varer, som de suser forbi på kassebåndet, og han giver også gerne et madlavningstip. For eksempel påpeger han, at et par mangler en pose af butikkens ristede løg for at fuldende deres ret.

»Jeg kan fortælle jer, at min hund elsker det,« siger han storgrinende. Og sådan blev en af hans hunds livretter til et madtip.

Hvis man spørger Flemming, om et otium med en liggestol på Costa del Sol er noget for ham, så er han meget klar i spyttet.

Flemming rækker den lille pige en af butikkens økologiske frugtstænger, som ifølge ham er yderst populære i især ulvetimen i butikken.
Flemming rækker den lille pige en af butikkens økologiske frugtstænger, som ifølge ham er yderst populære i især ulvetimen i butikken. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det har jeg aldrig set som en attraktiv mulighed. Der er masser af resultater, der vælter frem nu her, som siger, at det faktisk ikke er farligt at fortsætte. Faktisk er det sådan, at dem, der fortsætter med at arbejde ud over den almindelige pensionsalder, de har det bedre,« siger han og fortsætter:

»Man får jo sjov ud af det, og så er det ikke længere bare for at tjene penge, at man arbejder,« siger han.

En ældre dame kommer hen til kassen med den ene hånd fuld af varer og sit barnebarn i den anden. Hun har handlet i butikken i 40 år, og hun kunne lide Flemming fra første dag.

»Vi får os mange gode hyggesnakke, fordi han virker ægte. Og så leverer han en god service, når han for eksempel folder bonen og sætter elastikker over min æggebakke,« siger hun.

Det er ikke kun kunderne, som er glade for Flemming. Han har også nogle kollegaer, som ville blive kede af det, hvis han valgte at lægge Irma-uniformen på hylden.

»Flemming er altid glad og positiv, når han er på arbejde. Og så nyder vi godt af hans store viden, især om vin, som han er rigtig sød til at dele ud af,« siger hans souschef, Mia Jensen.

Han lærer også sine kollegaer andre tricks, såsom at folde bonen, inden den afleveres til kunden, og at de skal give en frugtstang til sukkerkolde børn.

Tanken bag den nærmest origami-lignende foldning opstod, da han bøvlede med en stiv lillefinger. Og som tidligere læge nægtede han, at der skulle en operation til. Det kunne løses på gammeldags manér.

Kvinden kommer primært i butikken for at købe ost, byens bedste lam og for at få en god snak med kassedame Flemming.
Kvinden kommer primært i butikken for at købe ost, byens bedste lam og for at få en god snak med kassedame Flemming. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg regnede ud, at hvis jeg begyndte at folde bonen for kunderne, så kunne det godt blive til en 600 bøjninger i fingeren om dagen, og i dag er problemet pist væk,« siger han.

En 80-årig dame råber ivrigt, mens hun kommer traskende mod kassebåndet, at hun kommer i butikken for at købe ost, byens bedste lammekød og for at snakke med Flemming.

»Flemming, jeg skal ud at rejse, og jeg mangler en rejsestørrelse. Kan jeg bruge den her olie til mit hår?« spørger hun og rækker ham en lille flaske.

Han læser brugsanvisningen og konstaterer, at den ikke er til håret, så selvom den ser fin og fransk ud, så råder han hende ikke til at købe den.

Om Flemming vinder titlen som 'Danmarks sødeste kassedame', offentliggøres 26. april.

Men kunderne kan glæde sig til en stor fejring uanset udfaldet, for butikken holder en stor fest for Flemming Rosleff den 3. maj.

Det vil være en dag i Flemmings ånd, som hans souschef beskriver det, med et par festlige indslag, lidt godt til ganen samt tilbud på hans yndlingsvarer fra butikken.

Den driftige kassedame har ikke tænkt sig at trække sig tilbage lige foreløbigt.

»Jeg fortsætter lige så længe, at jeg kan mærke, at der er gensidig glæde ved, at jeg står her,« siger han.