Alle kan miste sit job, men man skulle alligevel ikke tro, at kvinden med titlen som Danmarks sødeste kassedame kunne blive fyret.

Alligevel står Anne Svendsgaard, som har ligget inde med titlen siden april efter en kåring i ugebladet Hjemmet, nu med en fyreseddel i hånden, og hendes dage som kassedame hos tankstationen Q8 i Vojens er talte.

Årsagen til fyringen vil Anne Svendsgaard ikke ind på, for hun har elsket sit arbejde på tanken, siden hun blev ansat tilbage i 2015.

»Jeg bærer ikke nag over Q8, dem elsker jeg, men hvis der kom en anden leder og sagde, at de ville have mig tilbage igen, så stod jeg der også. Det var som mit andet lille hjem,« forklarer Anne Svendsgaard og fortsætter:

»Jeg har det helt okay. Jeg er afklaret med nogle ting, og nu skal jeg bare videre med livet. Jeg tager det stille og roligt, og min datter siger også, at jeg er blevet meget mere rolig nu. Der skal nok være brug for mig et sted ude i verden.«

At der er brug for Danmarks sødeste kassedame, er der ingen tvivl om.

Anne Svendsgaard valgte mandag at skrive på Facebook, at hun var blevet fyret fra Q8. Det skyldte hun dem, forklarer hun, for Vojens, hvor hun bor, og hvor Q8-tanken ligger, er en lille by.

I skrivende stund er opslaget blevet delt 233 gange med opfordringer til at ansætte hende, og nu bugner Anne Svendsgaards indbakke af jobtilbud.

»Jeg tænkte bare: 'Hold da kæft!', da jeg så, at det er blevet delt så meget. Det er gået lidt stærkt med henvendelserne om job. Jeg har indtil videre kun svaret en af dem, og dem skal jeg snakke med,« siger Anne Svendsgaard glad.

Danmarks sødeste kassedame forklarer, at hun ikke ved, om det er en fordel eller en ulempe i jobsøgningen, at hun har sin titel.

Det er jo de færreste, der kan skrive, at de er kåret til at være 'Danmarks sødeste kassedame' på sit CV. Hvordan kan det være en ulempe?

»Man kan jo tro, at jeg er blevet højrøvet over at have den titel. Nogen tænker måske, at jeg er for selvsikker. Men det, de ser, er det, de får,« forklarer Anne Svendsgaard.

Hvad gør dig til sådan en god kassedame?

»Jeg har et stort servicegen i mig. Alle skal behandles ens. Men jeg opdrager også på folk. Hvis de går op til kassen og siger: 'Jeg skal have', så siger jeg: 'Du skal ikke have. Du skal bede om'. Og nogle gange går de så ud af butikken, kommer ind igen og starter forfra høfligt.«

»Jeg siger også 'hr.' og 'frue' til de ældre. De skal nok fortælle, hvis de vil have, at man siger 'du' til dem.«

En af dine tidligere kunder skriver på dit Facebook-opslag: 'Ej, hvem skal nu give mig en krammer, når jeg er ked af det?' Hvad mener hun med det?

»Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan se, hvordan folk har det, når de kommer ind ad døren. Hvis jeg kan se på folks øjne, at de er kede af det, så spørger jeg dem: 'Har du det ikke godt?', og hvis de svarer nej, så går jeg ud til dem og giver dem en krammer og spørger, hvad der er galt.«

Du skal til nogle jobsamtaler nu. Har du andre planer?

»Jeg skal fire dage væk sammen med nogle venner. Vi skal til Harzen. Det er sådan noget, man gør, når man er over 50,« afslutter Anne Svendsgaard leende.

326 kassedamer fra hele landet havde dystet om titlen som Danmarks sødeste kassedame, da ugebladet Hjemmet tilbage i april afholdt konkurrencen, men det var altså Anne Svendsgaard, der løb med titlen.