Covid-19 har for alvor bidt sig fast i Tingbjerg i Københavns Nordvestkvarter.

Der er i øjeblikket høj smitte i Tingbjerg Sogn, der har en incidens tæt på 1.000 smittede per 100.000 indbyggere over de sidste dage.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

»Vi opfordrer derfor alle beboere i sognet til at lade sig teste. Vi er i tæt dialog med om smitteforebyggende tiltag,« lyder det fra styrelsen.

Tingbjerg i Københavns Nordvestkvarter er hårdt ramt af corona. De sidste dage er sognet nået helt op på et incidenstal på 1000 smittede per 100.000 inbyggere.
Tingbjerg i Københavns Nordvestkvarter er hårdt ramt af corona. De sidste dage er sognet nået helt op på et incidenstal på 1000 smittede per 100.000 inbyggere. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det meget høje incidenstal i Tingbjerg Sogn dækker over 62 nye smittetilfælde de sidste dage, hvilket er en fordobling sammenlignet med for bare en uge siden.

Desuden er positivprocenten meget høj. Mandag lå den på 15,5 procent.

Dertil er det kun 58 procent af de i alt 6259 indbyggere i sognet, der er færdigvaccinerede, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

»Det er meget bekymrende, for det betyder, at vi risikerer, at skolen igen må lukke. Det er børnene, det går ud over, hvis smitten løber løbsk i et område som Tingbjerg, hvor færre har ladet sig vaccinere,« siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), til B.T.

Kun 58 procent af indbyggerne i Tingbjerg Sogn er færdigvaccinerede. Billedet er fra i sommer den 14. juni, da Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, og Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København gav en hjælpende hånd med at vaccinere i Tingbjerg Pensionist Center.
Kun 58 procent af indbyggerne i Tingbjerg Sogn er færdigvaccinerede. Billedet er fra i sommer den 14. juni, da Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, og Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København gav en hjælpende hånd med at vaccinere i Tingbjerg Pensionist Center. Foto: Emil Helms
Vis mere

Hun er især bekymeet for sognets børn og unge, der risikerer at gå en kedelig tid i møde, hvis deres skole og skolefritidstilbud må midlertidigt lukke.

»Børnene har så meget brug for en tryg hverdag med skolegang og socialt fællesskab – ikke flere nedlukninger og hjemsendelser. Derfor er det virkelig vigtigt, at beboerne i området nu følger anbefalingerne fra myndighederne og lader sig teste og vaccinere og bliver hjemme, hvis de er syge,« siger Sisse Marie Welling.

Hun oplyser, at kommunen samarbejder tæt med myndighederne og regionen om at sikre test og vacciner lokalt.

»Vi er klar til at skrue yderligere op. Samtidig har vi fortsat en lang række kommunikationsindsatser og samarbejder med lokale foreninger om at oplyse og hjælpe lokalt,« lyder det fra Sisse Marie Welling.

I disse dage stiger coronasmitten over hele landet, men især hovedstadens kommuner er ramt.

Det fremgår af SSI's liste over de steder, hvor incidenstallet er højest.

De ti kommuner, som i øjeblikket oplever det højeste incidenstal, er Ishøj, Glostrup, Albertslund, Brøndby, Fredensborg, Frederiksberg, Hvidovre, Rødovre, København og Ballerup.

Tingbjerg Sogn er et af ti sogne i Bispebjerg-Brønshøj Provsti, der ligger i Københavns Stift. I 2016 var det kun hver sjette indbygger i Tingbjerg Sogn, der var registreret som medlem af Folkekirken.

For sogne gælder det, at smitten anses som høj, når der er 1000 eller flere smittede per 100.000 indbyggere, mindst 20 smittetilfælde de seneste syv dage og en positivprocent tre eller derover.

Smittesituationen i Tingbjerg Sogn ville tidligere have medført en automatik nedluking af sognet, men sundhedsmyndighedernes model for automatisk nedlukning for sogne ophørte den 1. september, fordi covid-19 ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom.