Katja Bitschs bedstemor var i fuld vigør, da hele familien fejrede hendes 85-års fødselsdag 8. marts sidste år. Så lukkede landet ned, og bedstemoren blev isoleret i sin plejebolig.
»Der skete en uhyggeligt transformation af min bedstemor. Hun blev dårligere og dårligere – en nedtrykt tilstand, hun ikke kunne komme ud af. Og vi kunne ikke komme ind,« siger Katja Bitsch.
Fra 11. marts til 27. april var landets plejehjem underlagt restriktioner, som betød, at de ældre ikke måtte få besøg.
Med 18 børnebørn var Katjas bedstemor vant til daglige besøg, fællesspisning på plejehjemmet, motion, salmesang og indkøb. Men i de knap syv uger foregik al kontakt til familie og til venner i andre plejeboliger gennem telefonen.
Hun forsøgte at holde humøret oppe med Phillip Fabers 'Morgensang' og synet af familiemedlemmer, der vinkede gennem ruden. Men depression og ensomhed overtog hendes krop.
Der var på alle måder blevet mindre af hendes bedstemor, da Katja Bitsch så hende gennem en rude i midten af april. Fysisk var kroppen svundet ind. Det samme gjaldt kontakten. Katja kunne ikke længere få hende til at smile.
Få uger efter afviste bedstemoren helt at få besøg. På det tidspunkt var der blevet slækket så meget på restriktionerne, at de ældre kunne modtage besøg i et telt udenfor.
»Men hun kunne ikke overskue noget. Jeg tror ikke, hun kunne se meningen i at se os på den måde. Hun manglede det her intense nærvær og omsorg i sit eget hjem. Hun havde jo stort set ikke spist i en måned, så bare det at holde varmen i teltet var svært,« siger Katja Bitsch.
Plejehjemmets personale var lige så magtesløst som familien. Medarbejderne kunne også se, hvordan den psykiske tilstand ramte Katjas bedstemor fysisk. De begyndte derfor at gradbøje reglerne, så familien kunne få kontakt gennem havedøren.
I midten af maj var bedstemoren så afkræftet, at hun blev klassificeret som kritisk fysisk syg. Familien fik derfor lov at komme ind og sidde ved hendes seng. Katja holdt sin bedstemor i hånden, strøg hendes hår og gav hende lidt hjemmelavet rabarbersaftvand gennem et sugerør. Og hun fik igen et smil retur fra sin bedstemor.
Men det var for sent.
23. maj 2020 døde Katja Bitschs bedstemor. Hun nåede aldrig at blive smittet med corona, men hvis man spørger Katja, var det alligevel corona, der tog livet af den 85-årige ellers raske kvinde.
»Jeg ønsker ikke at angribe eller bebrejde nogen for, at min bedstemor ikke er her i dag,« siger hun og tilføjer, at ingen dengang vidste, hvad vi stod med, og at alle handlede ud fra de bedste intentioner.
Alligevel mener hun, at det seneste års kamp mod corona har udstillet en skævvridning i vores syn på fysisk og psykisk sundhed.
»Det er ikke, fordi jeg går rundt med en sølvpapirshat på hovedet eller nægter at gå med mundbind. Men jeg savner en nuanceret debat af vores måde at prioritere sundhed på,« siger Katja Bitsch, der selv er uddannet psykomotorisk terapeut og derfor kender til den manglende prioritering af psykiatrien, som hun kun har set forstærket under corona:
»Retorikken er, at vi skal forsøge at redde flest muligt liv. Men hvilke liv? Vi ved fra tidligere epidemier, at selvmordsraten stiger. Vi ved, at angst, stress og depression forværres.«
I de daglige opdateringer af antal smittede, indlagte og døde savner hun konkrete tal, der siger noget om den psykiske belastning som følge af corona. For eksempel kan man endnu ikke se selvmordsraterne for 2020 i de danske registre, da de først bliver opdateret med halvandet års forsinkelse.
Inger Ros, der er ledende overlæge på Psykiatrisk Akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital, har i slutningen af februar lavet en opgørelse over de dagligt 25-30 henvendelser til akutmodtagelsen.
»Den viser, at omkring 90 procent af de patienter, vi ser nu, angiver restriktionerne som den direkte eller indirekte årsag,« sagde Inger Ros til B.T. i februar.
Katja Bitsch kan sagtens forstå, at håndtering af en fysisk sygdom i forbindelse med corona er kompliceret nok i sig selv.
»Det gør det meget mere kompliceret, hvis vi også skal se på de psykiske aspekter. Men især med det her tidsperspektiv kan vi ikke blive ved med at se så snæversynet på håndteringen af corona,« siger hun.
Som Katja Bitsch ser det, var hendes bedstemor både i en fysisk og psykisk risikogruppe. Det sidste har bare ikke haft samme fokus, da restriktionerne blev rullet ud.
Havde hendes bedstemor selv haft mulighed for at vælge, er Katja sikker på, at hun havde vægtet besøg og dermed trivsel højere end risikoen for corona. Men den mulighed havde hun ikke.
Katja Bitsch kan næsten ikke tage ordet selvmord i munden, for det var ikke sådan, hendes bedstemor havde lyst til at komme herfra.
»Men det var jo en langstrakt fravælgelse af livet. Hun valgte livet fra, fordi hun var rigtig bange, ensom og deprimeret, og så kunne hun ikke tænke klart. Man vælger ikke selvmord, hvis der er andre muligheder,« siger Katja Bitsch.
