Da Jacob Ryfos 17. marts sidste år satte den store Dreamliner 787 ned i Københavns Lufthavn, vidste han ikke, at det var sidste gang.
Men siden den dag har den 43-årige pilot ikke siddet i cockpittet af et fly.
»Det er mærkeligt, at jeg ikke kan få lov til at bruge min uddannelse og gøre det, jeg kan finde ud af. Og jeg synes, det er svært, at der heller ikke er nogen udsigt til, at der kommer et job lige om hjørnet,« siger han.
Men sådan bliver det sandsynligvis ved med at være et godt stykke tid endnu.
For da Jacob Ryfos for snart 10 måneder siden vendte retur fra Bangkok, var coronavirussen allerede landet i Danmark. Og i resten af verden. Det gik ikke mindst øjeblikkeligt ud over flybranchen, hvilket den danske pilot med 24 års erfaring fik at mærke på egen krop allerede midt i april: Her mistede han sit job hos Norwegian.
I dag arbejder han i stedet som taglægger. Det har han gjort siden september.
»At jeg arbejder på et tag, er jo ikke verdens undergang. Jeg har jo også tag over hovedet og mad på bordet, men jeg savner at komme ud at flyve. Jeg savner følelsen af at få passagererne sikkert frem og at gå fra borde med følelsen af: 'Vi gjorde det igen i dag',« siger Jacob Ryfos.
Han har i flere år også tidligere arbejdet i verdens største passagerfly, en Airbus 380, og han skal stadig vænne sig til at have eksempelvis en skruemaskine mellem hænderne frem for det lille joystick, som de 500 ton tunge fly bliver styret med.
»Jeg kan jo reelt ikke finde ud af at bygge et tag, så når jeg lægger en plade eller skruer en skrue, kigger jeg over på mester og spørger: 'Er det korrekt?'. Og det er altså underligt at gå fra at have lavet noget meget specialiseret i over 20 år – hvor man ved, hvad man gør – til at have behov for en støttepædagog hele vejen igennem. Og skulle spørge om hjælp, råd og vejledning,« siger Jacob Ryfos.
Han arbejder faktisk sammen med tre andre tidligere piloter i taglæggerfirmaet. Men selv om de alle indtil videre altså har fundet en positiv løsning på udfordringerne, kan det også være med til at forstærke modløsheden.
»Det fylder meget. Og der er jo ingen, der er kommet med positive historier i de seneste ni måneder, hvilket indimellem kan gøre det svært at holde modet oppe og se, hvordan vi kan komme ud af den her krise,« siger Jacob Ryfos.
Det har desuden været en stor omvæltning for ham at finde ind i en '7-til-15-mandag-til-fredag'-hverdag set i forhold til 24 år med tre-fire-fem-seks dage af sted og lige så mange dage fri efterfølgende.
Men så er der også plusserne ved det nye liv. At dagligt kunne være i stand til at aflaste kæresten Vivian, der arbejder i sundhedssektoren. Eksempelvis.
»Jeg har Marcus på 2,5 år, som pludselig er begyndt at kalde mig far i stedet for Jacob. Vi har fået et bedre forhold, og nu spørger han også efter mig, når han bliver ked af det. Det gør en kæmpe forskel at være hjemme hele tiden og kunne hente ham i vuggestuen. Der er mere ro på familielivet, og der er ikke så meget, der er overladt til min kæreste,« siger Jacob Ryfors, der også har to teenagesønner.
Alligevel vil han gerne ud at flyve igen. Selv om han ofte spørger sig selv om, hvorvidt det mon overhovedet kommer til at ske.
»Fem dage om ugen siger jeg ja, to dage om ugen siger jeg nej. Jeg bliver nok ikke pilot igen i 2021, men jeg håber på, at verden åbner op i 2022. Og så kommer der sandsynligvis nogle nye udfordringer, for til den tid tror jeg ikke på, at mine muligheder for et job i Danmark eksisterer. Ikke for den flytype, jeg nu engang kan flyve. Når der går så mange piloter rundt og laver ingenting, kan flyselskaberne jo ansætte lige præcis de piloter, der har brug for, og der vil være mange om buddet,« siger Jacob Ryfos.
Og så er der noget andet ved at opholde sig i 10 kilometers højde, der drager.
»I øjeblikket savner jeg meget at komme op og se solen. Får når man kommer derop på denne årstid, giver det også en bekræftelse af, at den lyse tid nok skal komme igen,« siger han.
