»HJÆLP!«

Med store bogstaver indleder direktøren for Praktiserende Lægers Organisation, Jonatan Schloss, tirsdag et opslag på Twitter, hvor han fortæller, at de praktiserende læger for tiden oplever 'et massivt pres' på telefonerne fra patienter, der gerne vil henvises til en covid-19-vaccine.

Der er bare lige ét problem. Det er ikke sådan, det foregår:

»Du skal IKKE ringe til din læge for at blive vaccineret, du blokerer telefonen for de syge, som har brug for lægehjælp,« skriver han og fortsætter:

»Alle skal vente på at få besked i e-Boks / brev. Lige nu vaccineres de ældre på plejehjem, de ældre, som får praktisk hjælp, og så sundhedspersonalet på sygehuse og plejehjem. Dertil kommer nogle få alvorligt syge, som primært udvælges af den behandlingsansvarlige læge på hospitalet.«

Jonatan Schloss beder derfor om, at folk lader være med at ringe til den praktiserende læge eller til sygehuset for at blive vaccineret.

»Du får en invitation i din e-Boks, når det bliver din tur. Lad dem med brug for lægehjælp kunne komme igennem på telefonen,« skriver han.

Når det er din tur til at blive tilbudt en vaccine, vil du få besked om det direkte i din e-Boks.

Hvis du er digitalt fritaget, vil du få brev med posten.

Når du har fået besked, kan du selv gå ind på hjemmesiden www.vacciner.dk og booke tid til vaccination.