Der var fuld fart på. Kone, børn, bil og hus i Højbjerg. Karriere som innovationskonsulent og netop nyvalgt i Aarhus Byråd med stort politisk potentiale.
Men to uger efter han havde indtaget sin byrådstaburet, blev han slået omkuld af sit livs krise: Ud af det blå mistede han sin halvandet år gamle multihandicappede datter og blev »bombet tilbage til stenalderen«.
Nu er han tilbage på benene igen og satser sultent alt på at vriste borgmesterkæden fra Jacob Bundsgaard (S).
Vi mødes på en bænk i Rådhusparken. 39-årige Christian Budde (V) peger på det hjørnekontor, han drømmer om. Det er det, han ser for sig, når han står tidligt op for at uddele flyers og går sent i seng efter valgdebatter rundt omkring i byen. Han er Venstres spidskandidat og partiets bedste bud på en ny borgmester, så han har taget et halvt års ubetalt orlov fra sit arbejde som chefkonsulent i KL for at hellige sig kommunalvalgkampen.
»Jeg har aldrig spist så mange havregryn, som jeg gør lige nu. Og set så lidt til mine børn. Det er ikke holdbart på sigt, men for en periode er det det hele værd i håbet om et magtskifte i byen,« siger han.
Han er godt klar over, han ikke er det mest kendte ansigt blandt aarhusianerne. Han har kun siddet knap to år i byrådet i alt, og han har ikke været rådmand ligesom partifællen Bünyamin Simsek. Men efter at være blevet besejret i ti af Socialdemokratiets Jacob Bundsgaard har Venstre i Aarhus valgt at satse på noget nyt og friskt.
Christian Budde er fra Sæby i Nordjylland, Han fik den politiske bacille i blodet, da han som ung sabbatist fik job som kirketjener i den danske kirke i Bruxelles. Her strøg han hvide duge om dagen og festede med andre danskere om natten og fik mulighed for at komme tæt på de danske europaparlamentarikere.
Herefter valgte han i 2002 at læse statskundskab på Aarhus Universitet og fik job som taleskriver for daværende Venstre-rådkvinde Louise Gade i 2008. Hun gav ham i 2013 et kærligt men bestemt skub ind i politik, selvom hans kone syntes, det var »en skør idé«.
Og så var Christian Budde blevet stærkt motiveret af at have fået en datter med et multihandicap. Mødet med det kommunale system som forælder og pårørende kaldte på et eftersyn, syntes han. Han ville have mindre kulde og mere øjenhøjde.
Datteren – nummer tre i børneflokken – blev født tre måneder for tidligt og fik meningitis.
»Hun var så lille. Ikke større end halvanden liter mælk. Der gik ikke mere end et par dage, før vi fandt ud af, at hun nok ikke ville få det liv, vi som forældre ønskede for hende. Det var pissehårdt at stå i for at sige det lige ud,« siger Christian Budde.
Datteren havde både et fysisk og kognitivt handicap og havde brug for særlig pasning. Nogle gange var det noget, forældrene tog sig af, i perioder kom der hjælpere og hjalp, og til sidst blev hun passet i en kommunal institution for børn med særlige behov.
Det var svært at få en almindelig hverdag til at fungere for familien. Og i mødet med kommunen oplevede Christian Budde, at systemet gik for meget op i paragraffer og for lidt op i mennesker.
»Det blev min direkte mission i byrådet at finde det menneskelige ansigt på det store system. Uanset hvilken livskrise man står i, vil man gerne ses og lyttes til. Man får brug for en hjælpende hånd at række ud efter, når fundamentet under en ryster. Systemet kan hurtigt blive koldt og uvedkommende, og det ville jeg gøre noget ved,« siger han.
Christian Buddes datter døde pludseligt »som et lyn fra en klar himmel« i starten af 2014. Den præcise dødsårsag er stadig uklar, da dødsfaldet blev betegnet som vuggedød.
»Det var et kæmpe chok og en stor sorg for os. Som familie blev vi bombet tilbage til stenalderen. Det kræver noget at acceptere og komme sig over, at livet ikke går, som man havde håbet. Jeg har fået dybe ridser i lakken af det, jeg har været igennem som far,« siger han.
Efter sin datters død holdt han en måneds pause for byrådet og kastede sig ellers over arbejdet i Socialudvalget. Her fik han blandt andet gennemført et serviceeftersyn af hele børnehandicapområdet.
»For mig var der stor meningsfuldhed i at gå ind i politik. Her kunne jeg bruge min frustration over systemet konstruktivt, og mit arbejde med handicapområdet blev en ventil for mig,« siger han.
Men efter to år i byrådet følte han sig »slidt« og stoppede igen, fordi han ville prioritere familien. Han var kommet igennem med det, han syntes var vigtigst for ham i Socialudvalget, og følte, han havde gjort en forskel.
Senere fik Christian Budde og hans kone en datter mere.
»Hun er det barn, jeg med længder har krammet mest. Den største læring i det her har været, at man ikke skal tage noget for givet, men være taknemmelig og ydmyg over for det, man har. Jeg er ikke fortællingen om det perfekte liv eller den pletfrie politiker, men måske kan det, at jeg har oplevet noget svært, gøre mig bedre til at sætte mig i andres sted,« siger han.
Nu håber han, at aarhusianerne tør satse på en ny politisk retning og vil vise ham tillid i stemmeboksene til november:
»Jeg tror, der er mange, der efterspørger noget andet end det, Socialdemokratiet har kunnet levere de seneste ti år. Jeg kommer med nye, friske øjne og går ind i arbejdet med fuld smadder.«
Som politisk leder af Venstre har han travlt med at genopfinde Venstre i en storby-kontekst.
»Fundamentet er det samme, men vi skal have skiftet lidt ud på hylderne og finde ud af, hvordan et moderne storby-Venstre skal se ud, og jeg har et lidt andet politisk kompas end Bünyamin Simsek,« siger han.
Han lover, at børn og unge kommer til at fylde mere, og at den grønne omstilling af erhvervslivet bliver taget seriøst. Derudover vil han give oplandet større politisk fokus, så de 5.000 årlige tilflyttere til byen ikke resulterer i mere fortætning, men derimod mere attraktive forstæder. Og så drømmer han om en mere visionær kulturpolitik og bedre idrætsfaciliteter.
»Hvis vi sidder med en kop kaffe på denne bænk igen om ti år, håber jeg, at jeg for en periode har fået lov til – med respekt og ydmyghed – at sætte et nyt og anderledes præg på vores by.«
