Hun skulle egentlig bare ud for at hente sæbe. Hvad den dengang otteårige Almaz Mengesha ikke vidste, var, at det ville ændre hendes liv for altid.
Hun husker ikke, præcis hvad der skete. Blot at hun pludselig lå under hjulene på en tonstung lastbil på en støvet grusvej. Motorolie i næseborene, sandkorn i de åbne kødsår. En ulykke, der kostede hende begge ben. Hendes fremtidsudsigter var et liv som krøbling på samfundets absolutte bund.
Dette her er den usædvanlige historie om, hvordan byrådsmedlem for Venstre Almaz Mengesha mod alle odds fik chancen for et nyt liv i Danmark.
Interviewet med 47-årige Almaz Mengesha skal foregå på Risskov Bibliotek, for det er her, hun føler sig mest tryg. Hendes danske adoptivmor er bibliotekar, og da Almaz kom til Danmark som cirka 12-årig, havde hun en hel barndom at indhente.
Hun slugte grådigt alt fra Astrids Lindgreens bøger om Emil fra Lønneberg til de magiske verdener i Hobitten. Hun talte og læste allerede flydende dansk. Det havde hun lært ved at studere livet i Korsbæk i Lise Nørgaards 'Matador', som hun havde fået sendt til Etiopien på VHS.
Den dag i dag går der sjældent en uge, uden at Almaz Mengesha besøger biblioteket.
»Hvis du starter livet med de dårligste forudsætninger, er biblioteket stedet, du kan ændre det. Al viden er tilgængelig her, og det eneste adgangskrav er et sygesikringskort. Det er der noget smukt over,« siger hun.
Med de mange bogrygge som baggrundskulisse virker opvæksten i den etiopiske landsby Metú meget, meget fjern. Også selvom hendes mørke hudfarve vidner om, at hun har mere eksotiske rødder end Haderslev, hvor hendes adoptivforældre er fra.
Hendes biologiske mor var for fattig til at kunne tage sig af hende, så Almaz Mengesha voksede op hos en plejemor, der drev et hotel i landsbyen Metú i et grønt, bakket og frodigt område af det østafrikanske land. Her var hun den andenyngste af 11 plejebørn, som hotelejeren havde taget under sine vinger.
En dag i 1982 skulle der vaskes lagner på hotellet, og lille Almaz Mengesha blev sendt ud i byen efter sæbe. Nogle hundrede meter fra hotellet løb hun over vejen, og sekunder efter lå hun under hjulene på en lastbil.
Hun svævede ind og ud af bevidsthed, mens en flok forbipasserende i fællesskab fik løftet lastbilen af hende og trukket hende ud. Hun blev lagt op på ladet af lastbilen og kørt mod det nærmeste hospital.
Lastbilen havde kørt med et læs sand, og Almaz Mengesha husker tydeligt følelsen af sandkorn på metalbunden mod sine knuste ben.
»Det gav sådan en ubehagelig skrabelyd af grynet sand mod knust kød og blod, når jeg prøvede at trække benene til mig. Det var simpelthen så smertefuldt og meget, meget voldsomt,« siger hun.
De næste mange hundrede dage lå hun bundet til en hospitalsseng på et sygehus i hovedstaden Addis Ababa. Hun blev opereret og reopereret i et væk. Indtil en dansk bandagist, der arbejdede for Røde Kors, ved et tilfælde hørte om den lille pige uden ben, der lå fanget i en hospitalsseng.
Bandagisten Ketil Næsborg-Andersen besøgte hende og undersøgte hendes benstumper og tog hende ind som sin patient. Hun blev flyttet til en Røde Kors-lejr, og Ketil Næsborg Andersen gik i gang med at lave proteser til hende.
Tålmodigt lærte han hende at stavre af sted på træproteserne, og Ketil Næsborg-Andersen og hans kone endte med at adoptere Almaz Mengesha. Da de efter et par år skulle flytte tilbage til Danmark, tog de hende med.
»Mit liv kunne have set helt anderledes ud. Jeg var en af de fattigste af de fattigste, og uden ben havde mine muligheder ikke været mange. Jeg fik foræret en blændende fremtid af mine adoptivforældre,« siger hun.
Almaz Mengeshas funktionsnedsættelse er det, der senere tændte hendes politiske flamme.
I mødet med kommunen og systemet – for eksempel når hun skulle have nye proteser – følte hun sig ikke mødt som en myndig person. Hun oplevede derimod, at hun blev mødt med mistro og en forventning om, at hun ikke talte sandt.
»Jeg oplevede noget, som ikke var okay. Det tør jeg godt sige. Jeg følte mig hverken hørt eller behandlet med værdighed,« siger hun.
Helt konkret oplevede hun, at hendes sagsbehandler insisterede på at være med til en konsultation med hendes bandagist. En situation, hvor hun som blufærdig teenager fandt det »ekstremt grænseoverskridende«, at sagsbehandleren skulle se hende i undertøj under en sundhedsfaglig behandling.
»Når jeg tænker over det i dag, bliver jeg stadig arrig. Det var dybt unødvendigt, at hun var en del af mit private rum på den måde. Hvorfor dælen havde hun behov for at se mig i trusser?« siger Almaz Mengesha.
Først da hun blev ældre, fik hun sagt fra over for sagsbehandleren. Og oplevelsen af ikke at blive behandlet værdigt, i en situation hvor hun havde brug for hjælp, har sat sig i hende som et ønske om at forandre den måde, systemet møder borgerne på.
»Det lyder selvfedt at sige, men jeg gik ind i politik, fordi jeg savnede en politiker som mig selv. Og fordi jeg havde en fornemmelse af, at politikerne ikke selv er klar over, hvordan systemet er blevet koldt, mistroisk og lukkende om sig selv,« siger hun.
Det er noget, hun selv praktiserer til hverdag i sit job som socialrådgiver, og så gør hun en dyd ud af som politiker at lytte til de borgere, der slår sig på systemet.
Ud over det sociale område brænder hun for udviklingspolitik og har derfor landspolitiske ambitioner på sigt.
Og indtil hun en dag måske får opfyldt sin drøm om en plads i Folketinget, udøver hun udviklingspolitik privat forstået på den måde, at hun bruger penge og fritid på at støtte en nødhjælpsorganisation, der hjælper såkaldte heksebørn i Afrika.
For da den danske kvinde Anja Lovén tonede frem i Almaz Mengeshas fjernsyn i et nyhedsindslag om børn, der bliver forfulgt på grund af anklager om hekseri, ramte det en nerve i hende.
»Jeg vidste bare, at jeg ville gøre alt for at støtte hende og de børn i Nigeria. Jeg er nødt til det,« siger hun.
I første omgang tømte hun sin og eksmandens fælles sparegris og donerede alt det, hun kunne. Da hun løb tør penge, fandt hun på at stille op til DM i paratriatlon.
Hun røg 20 cigaretter om dagen og havde aldrig lært at cykle, så der skulle en del træning til. Hun gennemførte som den første dobbelt-benamputerede og fik en guldmedalje med sig hjem.
Det gav omtale og eksponering, og opmærksomheden brugte hun til at samle ind til heksebørnene. I alt over 150.000 kroner.
