Cecilie Bau havde altid en fyldt madpakke og rent tøj på. Alligevel var alt ikke, som det skulle være i hendes barndomshjem i Odense. Under sin opvækst oplevede hun nemlig, hvordan hun skulle tage sig af sin mor, der led af psykisk sygdom.
Som følge deraf kæmper den 23-årige i dag med at huske i detaljer, hvad der skete. Alligevel er der én situation, hvor Cecilie Bau havde en veninde med hjem fra skole, som har brændt sig fast i hendes hukommelse.
»Jeg var seks år gammel og havde fået sådan et japansk legetøjsstel, og vi sad på gulvet i mit værelse og legede sushirestaurant, hvor vi spiste labre larver med pinde og dyppede dem i karamelsauce, og så kom min mor ind med noget vasketøj, og der sagde jeg til min veninde 'det må være tjeneren, der kommer dér',« siger Cecilie Bau.
»Da min veninde så skulle hjem, fulgte jeg hende til døren og løb glad ind til min mor i stuen for at fortælle hende om den her gode leg. Her finder jeg min mor med ansigtet begravet i sine hænder, opløst i gråd.«
Det var svært for den seksårige at få kontakt til sin mor der i stuen, men da det lykkedes, spurgte moren, om det virkelig var sådan, hun så hende. Som en tjener. Noget, Cecilie Bau forsikrede om, ikke var tilfældet, hvorefter den seksårige undskyldte for det, der var sket.
»Det var noget, jeg lærte. At tage skylden. Børn tilpasser sig jo. Jeg har båret på den her historie i årevis og følt skam over, at jeg opførte mig sådan. Det er først for nogle år siden, det gik op for mig, at jeg ikke sagde noget forkert. At det jo bare handlede om et barn, der var i en fantasiverden,« siger Cecilie Bau.
I dag arbejder den unge kvinde med at hjælpe andre, der også er pårørende til psykisk sygdom.
Op igennem Cecilie Baus opvækst kom moren, der led af depressioner og manier, gentagne gange med udtalelser om at ville tage livet af sig selv, og det var en konstant trussel over den lille piges hoved.
Da moren begik selvmord i 2019, var det derfor ikke lige med det samme, at alvoren gik op for Cecilie Bau.
»Jeg fik et opkald fra min mors veninde, og jeg syntes, det var så hyggeligt, at hun ringede, at jeg sludrede i ti minutter, før hun fik fortalt mig, min mor var død. Jeg koblede ikke det sene opkald med den dystre besked,« siger Cecilie Bau.
Hun taler både åbent om sine oplevelser og de voldsomme ting, hun har oplevet. Med forsker Anne Thorup laver hun oplæg for fagpersonale som sygeplejersker og socialrådgivere, så de bedre kan hjælpe pårørende til psykisk syge.
Derudover er hun i gang med en podcast ved navn 'En pause på for evigt', som gerne skulle udkomme til januar. Den handler blandt andet om at have mistet sin mor i en periode, hvor de ikke talte med hinanden.
»Jeg havde ikke talt med min mor i et halvt år op til, at hun døde,« lyder det fra Cecilie Bau.
Efter Cecilie Bau flyttede hjemmefra som 19-årig, begyndte hun nemlig at trække sig fra det forhold, hun havde til sin mor. Det var udmattende for hende.
En brevveksling mellem mor og datter blev den sidste kommunikation, inden moren døde. I den løftede Cecilie Bau lidt af sløret for det pres, hun havde levet med ved at have en mor, som beskyldte hende for ikke at elske hende, for ikke at ville besøge hende, og som havde store humørsvingninger.
»Sådan som jeg ser det, er det grotesk, når en forælder brækker et ben, så får vedkommende nogle krykker, men hvis de har psykiske problemer, er der ikke nogen hjælp at få.«
Konsekvenserne af presset, der var til stede i barndomshjemmet, blev ikke mindre af, at faren fik en hjerneblødning, da Cecilie Bau var bare fire år gammel.
Dermed blev moren den primære omsorgsperson, og det var hende, der primært stod for opdragelsen af sin datter.
»Når man har sådan et handicap som min mor, står man helt alene,« fortæller Cecilie Bau.
I mange år havde hun svært ved at mærke sine følelser. Hvordan de kom til udtryk i kroppen. Det var først med hjælp fra en psykolog, at hun lærte, hvordan hun havde det.
»Der opdagede jeg også, at jeg nogle gange nærmest konstant spænder i skulder og nakke,« siger Cecilie Baru.
En oplysning, der er relevant, fordi Bau, da hun var lille, led af tilbagevendende hovedpine. Lægerne mente, at det bundede i noget psykisk, og den 23-årige føler i dag, at det var et tegn, som kunne være fanget af nogen. Så hun og moren kunne have fået hjælp.
I dag håber hun at kunne være med til at sætte fokus på manglende hjælp for pårørende til psykisk syge, ligesom hun kommer med en opfordring til børn og unge i en lignende situation:
»Jeg vil helt klart sige, at man skal tage sig selv seriøst. At man skal tillægge det ubehag, man oplever, en vigtighed.«
