Men kun fire dage til afgørelsens time er der nok en del lokale politikere, der lige nu sidder på kanten af deres stole fyldt med spænding og måske også lidt frygt. For hvordan kommer det forestående kommunalvalg til at gå?
Men én person, der efter sigende nemt kan læne sig helt tilbage i sin stol, er Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S). For han har faktisk ikke meget at frygte.
Det viser i hvert fald en helt ny borgmesterprognose, som Mandag Morgen står bag.
For ifølge mediets prognose, så sidder Socialdemokratiet så tungt på magten, at der ikke hersker meget tvivl om, at Peter Rahbæk Juel har direkte kurs mod fire år mere på borgmesterkontoret i Odense.
Og det gør sig faktisk også gældende for landets resterende fire storbyer, der efter valget højst sandsynligt stadig vil have en rød politiker i spidsen.
»Socialdemokratiet forsvarer de fire store kommuner, København, Aarhus, Odense og Aalborg, uden de store problemer,« skriver mediet blandt andet om den nye prognose for kommunalvalget.
Og skulle Mandag Morgen ende med at få ret i deres prognose, så kommer Odense faktisk til at blive malet rød for 12. år i træk.
Ser man desuden på historikken i Odense, så har Socialdemokratiet da også generelt siddet tungt på magten i mange år.
Lige siden kommunalvalget i 1970 har en socialdemokratisk politiker kunne iføre sig de gyldne kæder. Kun opbrudt af et enkelt skifte i magten i 2006, hvor Det Konservative Folkepartis Jan Boye tog posten i fire år.
Her vandt Socialdemokratiet dog hurtigt kæden tilbage igen i 2010, hvor Anker Boye for anden gang kunne sidde bag det helt store skrivebord på rådhuset.
Valgkampen i Odense har da også båret præg af, at der ikke er den store frygt at spore hos de politikere, der allerede sidder på magten. Og det har blandt andet fået de mindre partier til at føle sig fuldkommen overset.
»Vi er bare fyld. Det virker som om, at man bare gerne vil af med os,« siger eksempelvis Christel Gall, der står i spidsen for den mindre parti De LokalNationale, til B.T. om valgkampen i Odense.