Det er næsten ti år siden, at Caspar Stefani tog til Afghanistan for at hjælpe de afghanske soldater med at klare sig selv, men med Talibans militære sejr synes alting at have været forgæves.

For i dag kan den 28-årige hærofficer og måske kommende kommunalvalgspolitiker se tilbage på nogle soldater, som på ingen måder var klar til at varetage et land. Og det burde de danske politikere have vidst.

»Soldaterne blev dygtige, men det der med, at de skulle være klar til at stå på egne ben i 2014, det havde ikke hold i virkeligheden,« siger Caspar Stefani.

»Det tager jo lang tid. Det kræver ressourcer, og at de har mulighed for at evakuere sårede, og det var de slet ikke i stand til,« fortsætter han.

For realiteten var den, at soldaterne ikke turde gå lange patruljer uden de danske tropper ved deres side. Det var, hvad Caspar Stefani erfarede, da han var udsendt i 2012.

Men at situationen er eskaleret, og Taliban har rykket så massivt ind i Afghanistan, er et politisk ansvar, hvis man spørger officeren:

»De danske politikere kan sige, at de har været afhængige af amerikanerne, og man ikke kunne gøre noget uden dem. Men vi er blevet fyldt med løgn fra start,« siger Caspar Stefani og fortsætter:

»Vi fik at vide, at Taliban aldrig ville komme til magten igen.«

Caspar Stefani var i Afghanistan som kampsoldat for Danmark i 2012. Privatfoto.
Caspar Stefani var i Afghanistan som kampsoldat for Danmark i 2012. Privatfoto.
Vis mere

Men nu er situationen en helt anden. For virkeligheden er den, at Taliban har vundet flere større afghanske provinsbyer til sig og nu hovedstaden Kabul.

Desuden har den afghanske præsident, Ashraf Ghani, forladt landet og efterladt sine landsmænd i en humanitær krise.

»Jeg er først og fremmest meget trist, fortvivlet, frustreret og vred. Men jeg er også ked af det på afghanernes vegne. Deres fremtid er usikker,« lyder det fra Caspar Stefani.

Men han ser ikke, at det vil være en løsning at sende danske tropper tilbage til Afghanistan.

»Vi kommer ikke til at se Danmark eller vestlige soldater tage ned for at fjerne Taliban. Man vil ikke gå ned og gentage succesen. Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig.«

Andre læser også