20 års krig er endt i nederlag, og mens Taliban står klar til at rykke ind i Kabul, så gennemhuller Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, Vestens indsats i de seneste 20 år.
»Vi har tabt. Det har været en dybt fejlslagen og tragisk krig, som i den grad bør kalde på selvransagelse hos os og vores allierede,« siger Eva Flyvholm.
»Det er så frygteligt. Jeg tænker på alle de mennesker, som nu prøver at flygte for at redde livet, og dem, som må blive tilbage. Det er en desperat situation,« siger hun.
Enhedslisten har aldrig støttet invasionen af Afghanistan eller den danske tilstedeværelse i landet.

»Det er tragisk, at vi har mistet 44 danske soldater, og et meget stort antal liv er gået tabt i krigen. Nu står vi med et Taliban i fuld kontrol. Det er så skidt, som det kan være,« siger hun.
Eva Flyvholm opfordrer regeringen til at gøre alt, hvad den kan netop nu, for at redde alle danskere ud af Kabul samt alle de afghanere, som har arbejdet for og støttet danske myndigheder og civile projekter.
»Det er det vigtigste her og nu. Vi må hjælpe så mange som muligt ud af dem, som har hjulpet os,« siger hun og fortsætter:
»Herefter bliver der et arbejde med at oprette flygtningelejre i nabolandene og støtte humanitært,« siger Flyvholm.

Eva Flyvholm mener, at det er afgørende, at både Danmark og vores allierede lærer af situationen.
»Det er vi nødt til, så vi ikke gentager krige, der ender så fejlagtigt som den her. Vi kan ikke skabe politiske forandringer med militær magt,« siger hun.

