Her til morgen var Andrew Pollard, chef for udviklingen af Oxford-vaccinen, der fremstilles af AstraZeneca, igennem på BBC Radio.

Her udtalte han sig om, at Danmark samt en række andre europæiske lande har suspenderet vaccinen.

Det fortæller B.T.'s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Pollard synes, det er fint, at hvert land forholder sig til sikkerhed, og vil undersøge det. Men han siger også, at vi er nødt til at forholde os til de tal, vi har. 11 millioner i Storbritannien har fået AstraZeneca-vaccinen, og der er intet, der viser, at den skal være et problem i forhold til blodpropper.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Jon Wiche

Andrew Pollard siger også i interviewet, at det kan være risikabelt at stoppe med at udrulle vaccinen midt i en pandemi. Han mener, at langt flere vil dø, hvis man ikke udruller vaccinen. Det er det, vi skal sætte det op imod, fortæller han.

»Jeg synes, at de ting han siger giver god mening. Der er millioner af blodpropper på globalt plan. I Danmark er der 25.000 om året. Pollard argumenterer for, at det ikke er usandsynligt, at der vil opstå blodpropper når hele befolkninger vaccineres. Det er altså manden bag vaccinen, der fuldt står på mål for den. Beskeden fra Storbritannien er, at man selvfølgelig skal undersøge det, men man har svært ved at forstå, at man stopper udrulningen, mens en pandemi buldrer,« siger Jakob Illeborg, og fortsætter.

»Det farligste er, hvis der ikke er nok i samfundet, der vil tage vaccinen. Jeg forstår godt, at folk bliver bekymret, men jeg ville lytte til Pollard. Vi risikerer mange menneskeliv ved at stoppe udrulningen.«

Jakob Illeborg har, efter at have hørt interviewet med Pollard, intet problem med at tage AstraZeneca-vaccinen selv, eller anbefale sine forældre at tage den.

»Der er en ny bølge, der vælter ind over Europa lige nu, og det er jeg langt mere bekymret over. Jeg tager glædeligt en vaccine fra AstraZeneca. Men lad os nu, hvad der sker i alt det her.«