Det er en blæsende eftermiddag i Brønshøj, da B.T. møder tre drenge af mellemøstligt udseende på henholdsvis 18 og 20 år i Bellahøj Nord.
De står på stien lige bag Bellahøj Skole ved vaskeriet. Det er her, de plejer at stå. Ofte flere end bare de tre.
Den sidste måned har B.T. kunnet fortælle, at en større gruppe drenge chikanerer erhvervsdrivende og skaber utryghed blandt bydelens beboere.
Beboere i Bellahøj har fortalt, hvordan de er blevet omringet, spyttet på og sparket efter, og hvordan de ikke tør kigge drengene i øjnene eller bevæge sig udenfor efter mørkets frembrud.

Efter de forskellige beretninger har blandt andre justitsminister Søren Pape Poulsen (K), Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Københavns politidirektør, Anne Tønnes, været med B.T. ude ved Bellahøjhusene for at fortælle, hvad de mener, der skal til for at komme utrygheden til livs og stoppe de omtalte drenge i deres hærgen.
Men hvem er de efterhånden meget omtalte drenge, og hvordan lyder deres side af historien?
Da B.T.s reporter møder drengene og spørger, om de vil tale om problemerne, svarer de, hvorfor vi ikke har spurgt dem noget før. De har læst alle B.T.s artikler, og noget kan de genkende, mens andet, ifølge dem, er decideret løgn.
Er I nogle af dem, der hænger ud i den større gruppe her i Bellahøj? Der skulle efter sigende være en gruppe på cirka 25.
»Der er ikke nogen gruppe på 25. Der er nogle unge mennesker, der ikke har et sted at opholde sig. Vi er barndomsvenner, vi er allesammen herfra. Vi havde den der fodboldbane inde på skolen, som de så har fjernet for at lægge den der store klods. Så de har gjort det sværere for os at være her.«
Hvor hænger I så ud nu?
»Her. Vi har jo ikke andre steder at være.«
I står bare her?
»Vi står bare her,« siger den ene fyr, og den anden supplerer:
»Vi står ikke bare her. Vi står forskellige steder, og så er vi inde på de forskellige cafeer og netcafeen. Det, folk snakker om med hensyn til den store gruppe, det er løgn. Det er folk fra forskellige områder, og det er små børn, som ikke har et sted at være.«
Men kan det se ud, som om I er en større gruppe?
»Det er beboerne, der tager fejl. De tror, at den gruppe, vi er sammen med, laver alle de der ting og er sammen i én gruppe, hvor det i virkeligheden er tre eller fire grupper.«
En tredje fyr støder til og giver highfive til de to drenge og et fast håndtryk til B.T.s reporter.
Kommer alle her fra Bellahøjhusene, eller er det fra forskellige steder?
»Forskellige steder.«
Og hvor er de forskellige steder?
Det kan godt være, der bliver røget en joint her og der, men det er så det eneste kriminelle, vi laverAnonym 18-årig fyr fra Bellahøj Nord
»Det ved vi ikke. Vi kender ikke engang halvdelen af dem. Det er derfor, vi synes, det er lidt mærkeligt, at I skriver, de kommer herfra, når vi ikke kender halvdelen.«
Så der kommer folk, der ikke bor her?
»Ikke her i Bellahøj. Men oppe omkring Brønshøj Torv.«
Er de fra Tingbjerg?
»Det er forskelligt. Det er bare nogle unge mennesker, der har brug for noget støtte og har brug for en klub.«
Hvad med jer selv – nu siger I, at fordi I ikke har fodboldbanen mere, så står I bare her og hænger ud. Kan I forstå, hvis det kan føles utrygt, når I står i en gruppe? I er jo forholdsvis store drenge.
»Nej, overhovedet ikke. Det er bare fordomme, de har. Vi kunne aldrig finde på at sige noget til dem. Vi passer os selv fuldstændig. Det kan godt være, der bliver røget en joint her og der, men det er så det eneste kriminelle, vi laver,« siger den højeste af fyrene, og hans ven fortsætter:
»For eksempel den kvinde, der blev spyttet på i Bellahøj Syd, hende kan vi godt genkende udseendesmæssigt. Og det er jo ikke, fordi der kommer til at ske hende noget, hvis hun tør gå den her vej igen.«
Men ved I, hvem det er, der har omringet hende i hendes kælder?
»Det er sikkert nogle små børn. Nogle små idioter.«
Og hvad er ifølge jer 'små børn'?
»Det ved vi ikke, vi har jo ikke været der. Men når vi er 20 år, så er 15-16-årige jo små børn for os. Den sydlige del, hvor hun er fra, bor der for det meste familier og ældre mennesker. Ikke fordi, der ikke bor familier her i Nord. Men det her er måske den lidt mere livlige del af Bellahøj.«

»Livlig. Det er meget godt sagt,« tilføjer den høje fyr.
Og hvad mener du, når du siger 'livlige del'?
»Det er jo her, politiet kommer og snakker med os. De går ikke til Bellahøj Syd. Det er ikke der, de er.«
»Det er klart, at folk føler sig utrygge. Det er ikke unormalt at føle sig utryg. Men det er unormalt at overdrive de forskellige ting. Vi står jo her i nogle timer. Nu hvor det er ramadan, kommer vi også ud om aftenen og står. Der går så mange mennesker forbi, og vi har aldrig sagt noget til nogen.«
Men har I sagt hej?
»Jeg siger ikke hej. Jeg siger ikke hej til folk, der ikke siger hej til mig. Det siger sig selv.«
Men hvis du ville komme nogen af de her fordomme i møde, kunne det måske være, du skulle sige hej?
»Jeg kan prøve at sige hej til hende der, så kan du se,« siger den ene fyr.
En midaldrende dame med kort, gråligt hår går forbi på stien bag dem, og han vender sig om. Han tager et skridt hen imod hende og siger venligt hej. Damen vender hovedet til siden og kigger op i luften.
»Kan du se, hvad jeg mener? Jeg bliver bare ignoreret. Skal jeg så sige hej igen?« spørger han retorisk.
Der har efter sigende været en bande ved navn B27, der har holdt til herude ved Bellahøj, er det rigtigt?
»Det kan vi ikke udtale os om.«

Jeg har talt med nogle kilder, der fortæller, at der var en, der blev kaldt 'Y', som skulle være overhovedet. Jeg har også fået at vide, at banden ikke holder til herude længere, fordi de fleste sidder i fængsel, men at det er lillebrødrene, der nu hænger ud her?
»Det er løgn. Jeg er den, som du kalder 'Y's lillebror. Han hedder XXX, og han er ikke i fængsel.«
Bor din bror stadig her?
»Nej, han bor her ikke, og han er heller ikke en bandefigur for nogen. Der har ikke været nogen beviser på, der har været en bande i Bellahøj. Hvis man er en bande, vil jeg sige, man går rundt med trøjer med logo på.«
Men I mener, det hele er fordomme, som folk har om jer?
»Ja, det er fordomme. Folk er bange for det, der sker i og omkring Nørrebro og Nordvest. Fordi de ser grupperinger der og ser, hvad folk kalder en gruppering her, og så tænker de, 'okay, det er nok det samme, de laver her, som de laver derhenne'.«
Har I set de billeder, B.T. har bragt herudefra, hvor der foregår en udveksling af noget, der ligner stoffer?
»Det er seks år siden. Jeg kender dem, og jeg kan se det på dem kropsmæssigt, at det er meget gammelt.«
Så den slags foregår ikke mere?
»Ikke ud fra det, vi ved, og hvis det sker, har vi intet med det at gøre. Men det er da klart, selvfølgelig er der ballade. Der er også ballade i Hellerup. Måske er det bare af en anden kaliber. Men de folk, der laver det her ballade, er så få. I får det til at lyde, som det er mange.«
Så for at I ikke skulle stå her og skabe utryghed, hvad skulle der så til? Kan I ikke bare hænge ud i en lejlighed?
»Vi kan ikke være 10 mennesker i en lejlighed. Vi mangler et sted, vi alle kan være.«