46-årige Søren Jakobsen låser forsigtigt op til cykelkælderen i sin bygning, mens han fortæller, at det ofte er her, de lokale drengegrupper i Brønshøj bryder ind og holder til.
Hans vejrtrækning bliver hurtigere. Det er ikke gode minder, han har hernede, hvor han flere gange har haft sammenstød med drengene.
Ved du noget om de chikanerende drengegrupper fra Brønshøj, eller har du selv oplevet noget, så send en e-mail til trin@bt.dk
Mens Søren Jakobsen vandrer gennem den grå betontunnel, flankeret af cykler, barnevogne og knallerter, vifter han med armene og peger rundt for at beskrive sit seneste møde med dem.
Her fik han smidt trusler og diverse skældsord i hovedet og knipset tændte joints efter sig.
Sidste uge kunne B.T. fortælle, hvordan flere erhvervsdrivende i Brønshøj bliver chikaneret af lokale drengegrupper.
Flere af dem har været nødt til at hyre vagter og indskrænke åbningstider, mens en pølsevogn og et pizzeria har drejet nøglen om på grund af den voksende utryghed.
Og det er ikke kun de erhvervsdrivende, som de lokale grupperinger af drenge og unge mænd har taget magten over.
B.T. har besøgt området ved Bellahøjhusene for at tale med flere beboere, der lever i konstant utryghed.
Senere i artiklen møder vi Susanne Jensen, der er blevet omringet, spyttet på og sparket efter af otte Brønshøj-drenge.
Begge navne i artiklen er opdigtede af hensyn til kildernes sikkerhed. De rigtige navne er redaktionen bekendt.
Søren Jakobsen stopper op. Han holder vejret.
Bag glasdøren for enden af kælderen står de.
»Der har vi dem igen. Det er de drenge der,« når han at sige, inden han få sekunder efter står ude foran kælderindgangen igen.
Øjnene flakker, og man kan næsten mærke hans puls, selvom han står et par meter væk.
Da B.T.s journalist spørger, hvad han føler, når han ser de drenge – om han bliver utryg – svarer han:
»Ja, det gør jeg. Er du sindssyg, jeg bliver bange. Fordi de ved, hvem jeg er. Jeg har jo smidt dem ud herfra før og ringet til politiet,« siger Søren Jakobsen.
På kælderdøren har politiet efter hans sidste opkald smækket en gul seddel op.
'Ophold forbudt for uvedkommende' står der efterfulgt af en tekst med, hvilken paragraf man kan blive sigtet efter, hvis man overtræder forbuddet.
»Men som du kan se, så er de jo skideligeglade med de henvisninger, de får – både fra politi og områdekontor og så videre. Det er meget meget utrygt,« siger Søren Jakobsen.
Han har boet her i Bellahøjhusene i Brønshøj i to et halvt år sammen med sin datter. I Bellahøj Nord mere specifikt. Men han sværger højt og helligt på, at der ikke går mere end et år, før de er flyttet væk herfra.
»Tænk sig, at man ikke kan gå ud ad døren og føle sig tryg. Det har jeg virkelig aldrig prøvet før. Jeg føler mig fremmed i eget land,« siger han og uddyber:
»Det hæmmer absolut min bevægelsesfrihed. Det øjeblik, jeg kommer hjem om aftenen, bevæger jeg mig ikke uden for døren igen. Det ville jeg jo have gjort tidligere. For eksempel for at købe ind.«
Ifølge Søren Jakobsen er det én gruppering, der huserer i området, som kan deles op i tre mindre grupper.
»Der er de yngre mellem 13 og 15 år, de 16 til 18-19-årige, og så er der de store, lidt mere grumme karle,« siger han.
Nogle gange færdes de i mindre grupper af fem til otte drenge, mens de andre gange samles alle sammen i en stor gruppe på op til 30 stykker, fortæller Søren Jakobsen.
Et par af drengene kan han genkende, men det er langtfra alle. Og det er der en god grund til.
»Når jeg møder dem, kigger jeg væk, fordi jeg ikke vil kigge dem i øjnene. De bliver jo provokeret af, at man kigger dem i ansigtet,« siger han.
En knallert kommer farende forbi på den smalle sti lige bag Søren Jakobsen, og han glipper med øjnene.
»Se, det er de samme knægte der. Det var en af dem. Der bliver holdt øje med en,« siger han.
Føler du det til hverdag – at der bliver holdt øje med dig?
»Ja, det gør jeg. Det er virkelig ubehageligt.«
Føler du, de her drenge er ved at tage magten I Brønshøj?
»Ja! Og det har jeg det ad helvedes til med. Jeg er pissebange.«
Og det er han ikke den eneste beboer i Bellahøjhusene, der er.
Susanne Jensen, der er tidligere fængselsbetjent og bor i Bellahøj Syd, har ligeledes haft nogle dybt ubehagelige oplevelser med den lokale gruppering.
Ligesom Søren Jakobsen er det også i cykelkælderen under hendes bygning, hun oftest støder på drengene.
En aften, da hun skulle igennem kælderen, fik hun øje på en dør, der var blevet smadret, og hun kunne høre en masse stemmer bag den, så hun stoppede op.
Men efter få sekunder blev stemmerne til skikkelser omkring hende. Otte af slagsen.
»De danner en cirkel rundt om mig, så jeg ikke kan komme forbi dem. De siger, jeg bare skal gå min vej, og at jeg ikke skal ringe til politiet,« fortæller Susanne Jensen, mens hun gestikulerer den cirkel, hun pludselig fandt sig selv i midten af.
»Og så kunne jeg godt mærke med det samme, at her havde jeg ikke noget at gøre, for jeg ville aldrig nogensinde kunne klare mig over for otte stykker. Det siger sig selv,« siger hun.
Selvom hun trak sig væk fra situationen, lod de hende ikke slippe så let.
»På vej hen mod døren sparker de ud efter mig og spytter på min jakke. Og så går jeg op og ringer til politiet,« siger Susanne Jensen.
Hun har haft kontakt med ejendomskontoret to gange efterfølgende, hvor hun har fortalt dem sin historie.
Men ligesom politiet er det begrænset, hvad de har kunnet gøre:
»De sagde, jeg skulle passe på mig selv, fordi der var to andre beboere, der havde været nødt til at flytte, fordi de fik trusler konstant, efter de havde meldt noget. De turde simpelthen ikke bo her mere.«
Hvorfor er du utryg ved at stå frem?
»Fordi jeg ved, de vil komme efter mig. Hundrede procent.«
Hvad kan de finde på?
»Så vil de slå mig ned, når de er samlet i gruppen. Og så er jeg fuldstændig færdig. Det er jeg ikke i tvivl om. Eller bryde ind i min lejlighed og rasere den, når jeg ikke er hjemme.«
Er du bange for dem?
»Jeg går en stor bue uden om dem, for jeg ved ikke, hvad de kan finde på. Jeg påtaler det heller ikke længere, når jeg tager dem i at gøre nogle af de her ting.«
Hvem er de? Er det indvandrere eller etniske danskere - eller begge dele?
»Det er kun indvandrere.«
