Brønshøj Torv ligger øde hen, og et stykke papir flyver hen over stenene, som var man midt på prærien i en western-film.

Og western-stemningen er måske ikke helt ved siden af i den københavnske bydel, hvor lokale drengegrupper generer og hærger bydelens erhvervsdrivende.

Før fungerede torvet som samlingssted for mange af Brønshøjs borgere. Især ældre og ensomme brugte pølsevognen, der lå centralt placeret, som et slags åndehul – et mødested med stole og borde placeret foran vognen.

Men nu er her tomt. Brønshøj Torv er forvandlet til noget meget værre af en gruppe drenge, der tilsyneladende har taget magten fra kommunen og politiet.

Brønshøj Torv.
Brønshøj Torv. Foto: MOGENS LADEGAARD
Vis mere

Sidste måned valgte ejeren af pølsevognen på Brønshøj Torv at trække sig selv og sin vogn væk. Væk fra Brønshøj. Og væk fra chikanen.

Efter at have boet i Brønshøj i 30 år har hun nu på grund af chikanen valgt at flytte langt væk fra byen og ud på landet.

»Jeg fik nok,« lyder det fra kvinden, der ønsker at være anonym.

I årevis er hun blevet chikaneret af grupper af unge drenge fra lokalområdet.

Ved du noget om de chikanerende drengegrupper fra Brønshøj, eller har du selv oplevet noget, så send en e-mail til trin@bt.dk

»Det har været en hetz mod mig og mine kunder hver eneste dag. De har kastet kanonslag ind under pølsevognen, de har kastet med sten efter mine kunder, og de har truet med røveri ved at spørge om, hvor mange penge der var i kassebeholdningen, og så ville de have mig til at erstatte svinekødet med halalkød,« siger hun.

Og hun er ikke den eneste erhvervsdrivende i Brønshøj, der har haft de lokale drenge tæt inde på livet.

B.T. går til højre fra torvet, og vi bevæger os derefter ned ad Frederikssundsvej. Her møder vi et bibliotek, en Netto, en Aldi, en Fakta og et pizzeria.

Biblioteket i Brønshøj
Biblioteket i Brønshøj
Vis mere

Alle fem steder har på hver sin måde stiftet bekendtskab med drengegrupperne. Og det er ikke ligefrem rare bekendtskaber.

Michael er butikschef i Netto, og han fortæller til B.T., at de lokale drenge kommer i grupper og stjæler åbenlyst fra butikken.

»De stjæler for eksempel lampeolie til at lave bål i parken og Red Bulls og donuts og alt muligt. Vi har desværre svært ved at gøre noget ved det,« fortæller Michael.

Han ved godt, hvem nogle af drengene er, men det er langtfra alle, han kan identificere. Oftest bærer de nemlig kasketter og hætter, ligesom de flere gange har tørklæder oppe foran munden, siger butikschefen.

Det er svært for politiet at gøre noget ved tyverierne, mener Michael og peger blandt andet på, at man ikke kan genkende drengene på overvågningen.

Og så fastholder de ansatte dem heller ikke af frygt for, hvad drengene kan finde på, eller hvis nu de har noget skarpere i lommen end den donut, de har stjålet.

»Nogle gange kan de godt være truende, andre gange er de bare støjende. Men der er kunder, der føler sig utrygge, og det er jeg som butikschef selvfølgelig ærgerlig over,« siger Michael.

Og det er ikke kun i Netto, kunderne føler sig utrygge.

Fakta lidt længere nede ad gaden har været nødt til at indskrænke deres åbningstider i en periode, så de lukkede klokken 18 i stedet for 20.

Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, bekræfter, at årsagen til det var, at butikken blev chikaneret i de sene aftentimer.

Et pizzeria, der ligger mellem dagligvarebutikkerne, har også oplevet chikane fra områdets drengegrupper.

Pizzamanden, der af hensyn til sin sikkerhed gerne vil være anonym, har fået smadret ruden ind til sin butik to gange, mens han var på arbejde.

Ligesom han har fået stjålet utallige pizzaer, som drengene bestiller og nægter at betale for, når de får dem udleveret.

Efter 10 år som ejer af biksen har pizzamanden nu valgt at dreje nøglen om. Han orker simpelthen ikke mere, siger han. Så derfor er det nu hans sidste uge foran pizzaovnen. Hans butik bliver overtaget 1. maj.

Ligesom Michael fra Netto er hans oplevelse, at politiet ikke kan gøre noget ved problemet, og at drengene bare er ligeglade med politiet.

Men hvem er de her drenge?

Bellahøjhusene i Brønshøj.
Bellahøjhusene i Brønshøj. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Fatih, der arbejder som førsteassistent i Aldi, fortæller, at drengene, der har været inde og stjæle cigaretter hos dem et utal af gange, kommer fra et bestemt område i Brønshøj.

»Det, vi ved, er, at det er unge mennesker nede fra Bellahøjhusene,« siger han og fortæller, at når de kommer, er det oftest i de sene aftentimer.

»Der er normalt ikke så mange kunder på det tidspunkt, men nogle har følt sig utrygge,« siger han.

I de sene timer, især i weekenderne, har de unge og lokale drengegrupper også brugt biblioteket som en slags klub til at hænge ud i, og det har haft konsekvenser, fortæller lederen af biblioteket, Rasmus Elleby.

Indenfor på biblioteket i Brønshøj
Indenfor på biblioteket i Brønshøj
Vis mere

»Når de samler sig i større grupper, skaber det en dynamik, der gør, at de får en uhensigtsmæssig adfærd, og det har haft den konsekvens, at vi i en periode har begrænset bibliotekets åbningstid,« siger han.

Bibliotekets brugere har været mærket af drengenes uhensigtsmæssige adfærd i en sådan grad, at flere af brugerne helt er stoppet med at komme på biblioteket.

Rasmus Elleby fortæller, at de i en periode har måttet hyre en vagt til aftentimerne – ligesom Netto og Aldi også har været nødt til.

Gennem SSP-samarbejde har de haft dialog med både politi og opsøgende indsats i lokalområdet.

Sektionslederen for nærpolitiet i Nordvest, Rene Bro, fortæller, at de har et godt kendskab til de unge grupper og også har en god dialog med dem.

»Vi forsøger med dialogens vej at lede dem på andre tanker, hvis vi har en mistanke om, at de er på vej ud i noget, der ikke er hensigtsmæssigt,« siger René Bro.

Ifølge ham har det været indtrykket, at det ikke er alt, de erhvervsdrivende anmelder til politiet, og det vil han bestemt anbefale dem at gøre:

»Vi opfordrer altid til det. Uden en anmeldelse får vi ikke det rigtige billede af, hvad der foregår.«