Maria Nielsen giver døren et skub og tripper hurtigt hen over brostenene, inden hun står foran ham. Hendes stemme ryster, da hun siger hej til justitsministeren.
Landets justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), står ude foran hendes opgang ved Bellahøj Syd i Brønshøj. Det er første gang, han er i bydelen. Og han er ikke kommet på besøg for sjov.
Den seneste tid har B.T. kunnet fortælle, hvordan lovløse tilstande hersker i Brønshøj, hvor drengegrupper har taget magten.
Flere erhvervsdrivende har måttet indskrænke åbningstider, hyre private vagter og nogle helt lukke deres butikker, mens beboere i Bellahøjhusene lever i konstant utryghed.
Maria Nielsen er en af de beboere, der stod frem i B.T. og fortalte om, da hun blev omringet af otte drenge fra en større gruppering på i alt 25 nede i hendes egen cykelkælder.
Første gang, hun stod frem, var det med dæknavn og fuld anonymisering, men ikke nu. For hun vil ikke finde sig i det længere. Hun vil ikke finde sig i, at de her drengegrupper skal skræmme hende og alle andre beboere i Bellahøj.
Søren Pape Poulsen følger efter hende ned i cykelkælderen, mens den tidligere fængselsbetjent Maria Nielsen viser, hvor det var, de dannede en cirkel omkring hende.
»Jeg når at ryge igennem dem og hen til døren, hvor de så sparker ud efter mig og spytter på min jakke,« fortæller Maria Nielsen.
Justitsministeren lytter med en noget bekymret mine, da hun fortæller, at hun ringede til politiet, men at de intet kunne gøre. Drengene var væk.
»Men kunne du genkende dem? Hvis det har stået på i lang tid, må der være andre end dig, nogle borgere herude, der kan beskrive, hvordan de ser ud?«
Maria Nielsen nikker. Hun siger ja. Ja, folk ved godt, hvem drengene er.
»Men de tør ikke stå frem,« siger hun til Søren Pape Poulsen, der svarer hende og fortæller, at det er det, de lever af, de der typer. At skabe frygt.
Den ene PET-vagt vogter kælderindgangen, mens den anden bevæger sig frem og tilbage i en svævende march foran bagudgangen.
»Men hvis vi skal have fat i nakken af de her rødder, så skal vi have nogen, der siger, hvordan de ser ud, hvem de er. De er jo ikke så store, stærke og smarte, når de først kommer i politiets kløer,« siger justitsministeren, og betonvæggene giver genklang.
Maria Nielsen ryster på hovedet og smiler.
»Det er også derfor, jeg bare er superglad for, at du kommer herud, så der kommer fokus på det. For det er nærmest hver anden uge, andre beboere herude fortæller mig, at de er kede af at bo her,« siger Maria Nielsen.
Søren Pape Poulsen gengælder hendes glæde, for det er vigtigt for ham, hun står frem.
»Det her kommer vi ikke livs, uden der er nogen som dig, der fortæller det. Det er det, som jeg kan bruge over for politiet og sige 'kære venner, så må vi skrue op for indsatsen i en periode herude, så vi kan få fat på de her typer',« siger han.
Maria Nielsen lyser, for det var netop det, hun gerne ville høre. Da hun hørte, justitsministeren kom på besøg, var hendes største håb, at han ville hjælpe hende og de andre Bellahøj-beboere med at komme problemerne til livs. Så de ikke længere skal være utrygge.
Sammen med B.T. bevæger justitsministeren sig gennem stisystemet over til den anden ende af Bellahøjhusene, hvor han møder Søren Jakobsen.
Søren Jakobsen er et opdigtet navn, B.T. benytter af hensyn til hans sikkerhed.
Han bor i Bellahøj Nord sammen med sin teenagedatter, som han både henter og bringer til bussen i aftentimerne.
Han undgår også selv helst at bevæge sig uden for en dør, når mørket er brudt frem.
Søren Jakobsen viser Søren Pape Poulsen sin kælder, hvor drengene ofte bryder ind og står og ryger joints.
Sidste gang, han mødte dem, bad han dem forlade kælderen, men i stedet for at lytte truede de ham og knipsede tændte joints efter ham, fortæller han.
Og dermed er sangen den samme fra justitsministeren som til Maria Nielsen – det er det, drengene lever af. Det ved han. Desværre.
»De lever af, at folk er bange. Og det er også derfor, vi simpelthen skal have taget nogen af dem ud. Det er det, de andre skal se. De der 12-13-årige knægte skal se de ældre mærke varmen, så de kan forstå, at hvis de bliver ved med det her, så kommer de i fængsel en dag,« siger Søren Pape Poulsen.
Han fortæller, at der skal tages livtag om den gruppe, der får lov at styre og sætte en dagsorden, for det finder han sig ikke i.
Det gør Søren Jakobsen heller ikke. Og derfor har han besluttet at flytte herfra inden for det næste år.
I den tid, han har boet her, er det nemlig ikke blevet bedre, og han har svært ved at se, hvordan det skulle ske.
»Det er ikke et sted, jeg ser mig selv. Mine værdier harmonerer ikke specielt godt med det her område,« siger Søren Jakobsen.
Og justitsministerens ellers meget milde ansigt skifter karakter.
»Det går jo ikke. Men der er mange grunde til det her. Noget af det er også 30-40 års forfejlet integrationsindsats,« siger han og fortsætter:
»Det gør mig ked af det at høre, at vi får sådan et samfund, hvor der er steder i Danmark, folk ikke vil bo.«
