I december sidste år kollapsede en bro i Trekroner, men her ni måneder senere skaber det stadig kaos på vejene.

Gang- og cykelbroen, der styrtede ned, ledte fodgængere fra Trekroner station og hen mod Roskilde Universitet og tilbage igen. Men den manglende bro betyder, at de studerende må finde andre veje til og fra universitetet – til stor gene for trafikken i området.

Det skriver TV 2 Lorry.

Anette Andersen, der sidder fast i trafikken omkring rundkørslen ved Roskilde Universitet, når hun skal hjem fra arbejde, undrer sig over, at der ikke er kommet en løsning til de mange fodgængere, der ender med at være en gene for de mange bilister.

tip os
Er du generet af trafikken ved RUC i Trekroner, hører vi gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

»Hvis Roskilde Festival kan finde ud af at sætte en midlertidig bro op, så er det godt nok en falliterklæring fra kommunens side, hvis den ikke kan,« siger hun til tv-stationen.

I Roskilde Kommune forstår man frustrationen. Dog lyder beskeden fra Jens Børsting (S), der er formand for plan- og teknikudvalget, at det er økonomisk fornuftigt at holde igen med en midlertidig løsning.

Derfor ser det ud til, at bilisterne må væbne sig med tålmodighed, til der kommer en ny gang- og cykelbro, der efter planerne vil være klar omkring nytår.

I gennemsnit gik 3-4.000 studerende over broen hver dag. I mellemtiden må de gå ned til en rundkørsel for at komme til Professionshøjskolen Absalon eller Roskilde Universitet – til stor frustration for de øvrige trafikanter.