»Din familie skal dø.«
De ord faldt fra en 16-årig pige, da hun 15. april i år dukkede op på en skole med et baseballbat, skriver sn.dk.
Klokken 20.40 den aften mødte hun sammen med en mindreårig person op på skolens område, hvor hun opsøgte sine to ofre.
Med sig havde hun et baseballbat, som hun brugte til at slå det ene offer flere gange på kroppen. Hun forsøgte også at gå efter hovedet, men her fik offeret pareret og undveget slagene. Det andet offer modtog de råbende trusler om, at vedkommendes familie skulle dø.
Dramaet udspillede sig på Ruds Vedby Skole på Vestsjælland, og i dag var den 16-årige pige i retten for sin gerning.
Her blev hun kendt skyldig i at overtræde flere paragraffer i straffeloven om legemsangreb af særlig brutal karakter, slagvåben og trusler.
Dommen lød på 50 dages betinget fængsel og en prøvetid på et år. Det betyder, at hvis den 16-årige pige holder sig fra kriminalitet det næste år, skal de 50 dages fængsel ikke afsones.
Derudover skal hun betale sagens omkostninger og efterkomme en eventuel foranstaltning afgjort af Sorø Kommune.
Pigen har accepteret dommen.
Sagen vil også blive behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, blev det besluttet. Det er et uafhængigt nævn, der medvirker til at forebygge ungdomskriminalitet.
Nævnet fastlægger forebyggende indsatser for kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år.
Når den dømte er under 18 år, er det normalt at involvere kommunen og Ungdomskriminalitetsnævnet i en sag.


