'Savnet gør ondt'.
Teksten på en lille sten på Farum Gamle Kirkegård er skrevet af Marie Brixtofte, der for lidt over to år siden fik det opkald, som alle børn uanset alder frygter.
Meldingen om, at hendes far, tidligere Venstre-borgmester i Farum og folketingsmedlem Peter Brixtofte, var død i en alder af 66 år.
Død af flere års alkoholmisbrug, fremgik det af en åbenhjertig pressemeddelelse, som Marie og hendes søskende udsendte.
»Vi var alle tre enige om, at det er dødsårsagen. Det var det, der skulle stå. Vi ville ikke forklejne sandheden,« siger hun i dag.
Nu gør savnet ikke længere helt så ondt.
Marie Brixtofte er mandag bogaktuel med 'Kun når det regner', som blandt andet handler om livet som barn af en alkoholiker. B.T. møder hende en bidende kold januareftermiddag til en samtale om sorg, om hendes far, og hvad hun har taget med sig fra ham.
»Jeg mindes ham med glæde, stolthed og kærlighed. Nogle gange, når jeg lige savner ham, gør det selvfølgelig ondt. Men jeg er et rigtig godt sted med min sorg,« siger Marie Brixtofte.
I begyndelsen bebrejdede hun sig selv, at hun ikke havde set ham tre måneder før hans død. Det har hun fået afsluttet gennem bogen.
»Jeg har haft en god snak med ham. Den samtale, jeg ikke kunne have med ham, tager jeg i bogen. Jeg får også debatteret med ham, om jeg er for hård ved ham.«
I dag har hun tilgivet alt. Det kan lyde lettere sagt end gjort, men det faldt meget naturligt.
»Alt, hvad der skulle tilgives, havde noget med alkoholen at gøre. Jeg tror, det er vigtigt, at man husker essensen af sin forælder. Jeg var helt på det rene med min ædru far. Jeg har ikke tilgivet alkoholen, for jeg synes virkelig, den havde kløerne i ham. Det er det opgør, jeg også har gang i.«
Peter Brixtofte boede sammen med Maries mor, Karen, de første tre år af hendes liv. Derefter flyttede Marie til Hillerød med sin mor, og senere tilbage til Farum med hende. Da Marie var 8 år, flyttede hun til Mols med sin mor, der havde mødt en ny mand, og som 13-årig tog hun Mols-Linien retur til Sjælland med alle sine pakkenelliker.
Herefter voksede hun op hos Peter og hans daværende hustru, Gertie. Marie besluttede sig allerede i en ung alder for, at hendes opvækst med en far, der var alkoholiker, ikke skulle spænde ben for hende.
»Jeg havde en morfar, der sagde, at 'modgang modner'. Det har siddet fast i mig. Vi vokser i modgang, hvis vi lærer af det og arbejder med det. Men ville jeg ønske for mine børn, at de fik en dysfunktionel opvækst, så de kunne lære af det? Nej, selvfølgelig ikke,« fastslår hun.
Indimellem var Marie Brixtofte den, der måtte sørge for, at facaden blev opretholdt. I bogen fortæller hun om en episode, hvor Venstres byrådsgruppe kom på besøg, og hendes far bad hende hente en flaske vin i kælderen.
»Indeni har jeg det så skidt med det,« husker hun – og tilføjer, at det ikke var en dyr vin.
»Det er en myte, at min far drak dyre vine. Jeg har aldrig set min far drikke en dyr vin. Og jeg har aldrig nogensinde fået så meget som en cola på en restaurant, hvor han ikke betalte den privat,« siger Marie Brixtofte og fortsætter:
»Jeg har lært, at jeg må aldrig snyde i skat, at jeg aldrig må køre for stærkt, og at jeg altid skal betale min togbillet. Sådan var hans kodeks. Er der gået noget galt, er det, fordi han har været fuld, træt eller sløset.«.
I 1995 udgav Peter Brixtofte bogen 'Forandring kræver mod'. Det er et budskab, Marie Brixtofte har taget til sig og gjort til et af sine mottoer.
»Jeg har lært af min far, at det nytter at kæmpe for det, man tror på. Jeg har lært, at vi skal være ordentlige mennesker, og at man skal tale lige pænt til alle, og at vi aldrig må tage demokratiet for givet,« siger hun.
Men det har kostet at være hans datter.
Et forlist ægteskab med en englænder og en spiseforstyrrelse, for blot at nævne to eksempler. Indimellem sker det stadig for Marie Brixtofte, at fortidens spøgelser dukker frem.
I dag er hun dog blevet bedre til at håndtere senfølgerne af at være vokset op i en dysfunktionel familie.
»Min mand glemte på et tidspunkt at bestille indisk takeaway, hvor jeg besluttede mig for aldrig nogensinde at komme hjem igen. Det varede 30 minutter. Det bliver ved med at spænde ben for os, hvis ikke vi tager ansvar og får ryddet op i vores liv,« fortæller hun.
De senere år af sin fars liv ønskede hun, at medierne havde skrevet om hans alkoholmisbrug.
»Jeg kunne bare ikke selv lække det. Jeg var bange for, at det kunne være det, der slog ham ihjel,« siger hun.
Hvor det først var den politiske karriere, der gjorde, at Peter Brixtofte var meget væk fra familien, blev det senere alkoholen, der tog over.
Marie Brixtofte ville i dag ikke have ønsket sig, at han slet ikke var gået ind i politik. Tværtimod er hun taknemmelig for sin fars arbejde.
»Han gjorde så meget godt for Farum, for Danmark og for flygtningedebatten. Det ville jeg ikke have været foruden. Jeg kunne selvfølgelig godt have ønsket mig både politikeren og familiefaderen. Havde han ikke haft misbruget oveni, var det noget helt andet. For når man så så ham, var det virkelig kvalitetstid. Det var far med et stort F. Men alkoholen ødelagde kvaliteten over tiden.«
Der blev langt mellem tirsdagene, hvor Peter havde ryddet kalenderen for at være sammen med børnene.
I sine yngre år kunne Marie Brixtofte en gang imellem tænke, det ville være en lettelse, hvis hendes far døde.
Men sådan viste det sig ikke at være.
»Alt i mig græd. Jeg var fuldstændig ulykkelig. Jeg savnede ham og kunne ikke forstå, jeg ikke skulle se ham igen og kramme ham og fortælle ham, at jeg elskede ham.«
På kirkegården rager Peter Brixtoftes gravsten noget op over de andre. Den er stor, skulpturel og et markant minde om en mand, der ikke var, som folk var flest. Marie og hendes søskende var enige om, at han skulle have en sten, der passede til ham.
»Ikke, fordi han var bedre end alle andre, men han havde en stor tilstedeværelse. Man kan ikke sige Farum uden at sige Peter Brixtofte.«
