Marie Brixtofte er slank. Alligevel har hun betalt mange penge for fedtfrysninger af sine ikke-eksisterende mormor-arme.
»Det var månedens højdepunkt. For så kunne jeg sidde stille i to timer og læse en bog.«
Behandlingerne gav hende en undskyldning for at slappe af. Noget, der ellers er forbudt:
»Det føles uartigt og dovent, som om jeg snyder.«
For når Marie Brixtofte slapper af, slipper hun kontrollen, og så kan helvede bryde løs, har livet lært hende.
Marie Brixtofte er psykolog og terapeut i Tuba, der hjælper unge og voksne børn af alkohol- eller stofmisbrugere. Men hun er også selv barn af en misbruger.
Hendes far var Farums navnkundige borgmester Peter Brixtofte. Han var en dedikeret borgmester og en elsket far, men han var også alkoholiker.
I sin nye bog ‘Bolsjefilosofi og andre leveråd’ beskriver 41-årige Marie Brixtofte karaktertræk, som børn af misbrugere ofte har med i bagagen:
- Dårlig samvittighed
- Lavt selvværd
- Ensomhed
- Ængstelighed og overbekymring
- Sorg
»Jeg bøvler stadig mest med behovet for at have kontrol. Men dårlig samvittighed, lavt selvværd, ængstelighed og overbekymring er en kæmpe stor del af mig.«
Kontrollen har lært hende disciplin og resulteret i gode karakterer.
»Men den har også spændt ben for mig og fastholdt min ængstelighed.«
Hun husker mange episoder som barn, hvor de voksne var for fulde til at tage sig af hende og hendes søstre.
»De festede og dansede og syntes sikkert, det var uskyldigt. Men når forældre er fulde, bliver børn bange. Jeg var bange for ulve og for, at min far ville blive bortført af en heks. Det var en tilbageværende angst, og jeg blev ikke trøstet.«
Kontrollen beroligede hende. Det nemmeste at kontrollere var hendes egen vægt, og derfor udviklede hun som helt ung først anoreksi og siden bulimi.
»Jeg sulter mig ikke længere, men jeg lever i evig frygt for at blive for tyk.«
Marie Brixtofte ved, at misbrug går i arv. Som ung tog hun speed og ecstasy i to år og oplevede to gange en stofpsykose. Som voksen har hun i perioder spist alt for mange panodiler:
»Jeg har altid lyst til at tage piller. Men det er farligt for mig. Selv om jeg var 18 år, da jeg stoppede med at tage stoffer, vil jeg stadig sige, at jeg er misbruger.«
I dag er arbejde hendes drug:
»Jeg har lyst til at arbejde hele tiden – for jeg får følelsen af at have lov til at være i verden, når jeg producerer noget og gør mig fortjent til at leve.«
59 pct. af de unge og voksne, hun møder i Tuba, lider af PTSD-lignende symptomer. Hun kalder det 'hyperårvågenhed'.
»De fleste er som voksne velfungerende, men ulykkelige. Sådan levede jeg også mit liv, indtil jeg begyndte at arbejde med at slippe kontrollen.«
Når Marie Brixtofte bliver ked af det, falder hun i 'panserfælden'. Så bekræfter sig selv i, at hun sagtens kan klare sig selv.
Panseret beskyttede hende mod skuffelsen, når hendes far glemte en aftale, kom for sent eller for fuld hjem.
Men som voksen kan hun stadig falde i. Som dengang, hun ville skilles, fordi hendes mand havde glemt at købe takeaway-mad til hende.
»Når min mand kommer for sent, er det nogle gange, som om det er min far, der kommer for sent. Og når han glemmer at købe mad til mig, kan det føles, som om min far har glemt mig.«
Hun øver sig stadig i at skille fortid fra nutid.
Det var omkring 1992, at hendes far begyndte at drikke for meget. Dengang boede Marie Brixtofte hos sin mor på Mols og besøgte sin far hver fjerde weekend.
»Hos min far var der fest og farver. Han drak sig ned og dansede med sine venner, til han faldt i søvn.«
Men da hun i ottende klasse klasse flyttede ind hos ham, mødte hun »et menneske, der drak hver dag. Det var et chok«.
Gentagne gange har hun og hendes to yngre søstre forsøgt at presse deres far i behandling – uden held.
Som politiker var der i mange år stjernestatus omkring Peter Brixtofte. Hans datter husker dage, hvor han »skulle lave interview, hvor Lars Løkke kom forbi, eller hvor der var premierer, vi skulle til«.
Men hun husker også følelsen af ikke at være noget værd, fordi rødvinen blev valgt fremfor hende. Hun savnede sin fars nærvær og interesse.
»Min fars opmærksomhed var utrolig knap. Noget af det eneste, han involverede sig i, var min karakterbog.«
Når hun fik karakterer med hjem, sad de endelig sammen og gennemgik hvert eneste tal:
»Kunne du lave det ottetal til et nital, og kunne nitallet blive et 10-tal,« spurgte han. Til sidst havde hun kun 10-, 11- og 13-taller.
Hun er glad for den arbejdsmoral, det har lært hende. Men særligt var hun glad for interessen, når de snakkede om hendes præstationer. Derfor udløste det en angstreaktion, da en psykolog foreslog, at hun skulle nægte at vise sin far flere karakterer.
»Det tvang vores samtaler til at handle om, hvordan vi havde det, i stedet for karakterer. Men det var svært at fastholde hans interesse, når jeg ikke måtte prale.«
Efter at være blevet afsløret i lemfældig omgang med skatteborgernes penge – en sag, der kostede fire år i fængsel – gik Peter Brixtofte endelig i behandling for sit misbrug.
Det var i 2014, men alkoholen ville ikke slippe ham – og to år senere døde han af en alkoholforgiftning.
Datterens sorg og savn er enormt. Særligt fordi hun så sin far meget lidt de sidste år af hans liv
»Men jeg kunne ikke være med til at se ham begå så langt et selvmord, som et alkoholmisbrug er.«
I disse dage udkommer hendes nye bog. Hun er bange for modtagelsen og har igen brug for kontrollen.
»Jeg har et ekstremt behov for at rydde op – også i pulterrummet.«
Hun håber, at bogen kan hjælpe andre børn af misbrugere til at slippe den dårlige samvittighed og behovet for kontrol. Men det har en pris:
»Man risikerer at miste det drive, der hidtil har skabt resultater.«
»I forrige uge lå jeg i solen i en hel time midt på dagen. Det føltes forbudt, men da jeg havde gjort det, blev jeg stolt af mig selv og havde næsten lyst til at lave et Facebook-opslag om det.«
